Trods corona-krisen og stigende ledighed ser medlemmerne af fagforbundet 3F forholdvist lyst på deres fremtidige jobsituation.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Analyse Danmark i juni i år har foretaget for Fagbladet 3F. Her svarer knap hvert femte medlem af fagforbundet, at de frygter at miste deres arbejde.
I 2018 viste en lignende undersøgelse det samme resultat, mens hver fjerde 3F’er i 2017 frygtede at miste jobbet.
Thomas Bredgaard, der er professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning, er positivt overrasket over tallene i den nye undersøgelse.
– Jeg ville have forventet, at flere ville frygte at miste deres job. 3F’erne har været i skudlinjen under corona-krisen, hvor mange faglærte og ufaglærte har mistet deres arbejde, siger han og fortsætter:
– Jeg tolker tallene som et udtryk for, at der trods alt er en spirende optimisme og forventning om, at vi kommer godt igennem krisen.
Knap fire ud af 10 af de 3F’ere, som i den nye undersøgelse er bange for at miste deres job, begrunder deres frygt med generelle nedskæringer.