Hver femte ung køber kopivarer uden at vide det

Unge mellem 15 og 24 år risikerer, oftere end andre danskere, at støtte organiserede kriminelle grupper, som også kan være involveret i handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse eller menneskehandel, når de handler på nettet.

Tal fra den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, viser, at 18 pct. af de danske unge mellem 15 og 24 år har købt kopivarer uden at vide det. Endnu flere har været i tvivl om, hvorvidt et produkt, de har købt, var ægte. Nemlig 27,6 pct. af de unge, mens 19,3 pct. af danskerne på tværs af alder har været i tvivl om, hvorvidt et produkt, de har købt, var ægte eller falsk.

Det er ulovligt at sælge kopivarer erhvervsmæssigt, men de kriminelle tjener enorme summer på den ulovlige handel. En række rapporter fra bl.a. Europol har dokumenteret, at kopivarehandlen ofte sker i form af organiseret kriminalitet, og at de kriminelle grupper i vidt omfang også er involveret i andre typer af alvorlig kriminalitet.

Foruden gruppen af unge, der køber kopivarer uden at vide det, er der også en andel, der bevidst vælger at købe falske produkter. Ifølge EUIPO køber 17 pct. af de danske unge i alderen 15-24 år bevidst kopivarer, hvilket er en stigning på 7 procentpoint siden 2016. Det er en større andel end EU-gennemsnittet på 13 pct.

Forfatter

Related posts

Top