Læserbrev Kim Frost, RV21-kandidat for De Konservative på Mors.

Kerneydelsen er den dækkende benævnelse for enhver virksomheds vigtigste leverance, dens stolte ansigt udadtil og afgørende for eksistens og udvikling.

Hos A. P. Møller Mærsk, f.eks., er fragt af gods fra A til B sikkert og betids deres kerneydelse. Og dén effektueres – uden at forklejne foretagendets øvrige medarbejdere – først og fremmest af personalet på broen, kaptajnen og styrmænd. Også i sportens verden har kerneydelsen i sommerens superligakampe og cykelløb været til at få øje på. Og som den naturligste ting lægger man ikke hindringer i vejen for den optimale indsats. Hvem kan finde på at byde FCK en bold af ibenholt eller give Jesper Fuglsang en cykel af støbejern?

Ikke desto mindre må både lægerne og sygeplejerskerne på vore sygehuse opleve, at deres tid til deres kerneopgaver – udredning, diagnostik, behandling og, patientinformation – bliver stadig kortere. En ny undersøgelse fra Overlægeforeningen viser således, at overlægernes tid med patienterne i løbet af det seneste tiår er faldet med fire timer om ugen – og i samme tidsrum er henvisningstallet og patientindtaget er øget markant! I gennemsnit har en overlæge nu kun godt halvdelen af den ugentlige arbejdstid til egentlig lægegerning og oplæring af yngre læger! Den øvrige tid går med dokumentation og rutinearbejde såsom blodprøvetagning, flytte senge, rengøre lejer efter undersøgelser, støtte svage patienter, sørge for hjemtransport og kontakt til hjemmepleje, opdatere patienternes medicinkort og udlevere medicin, opgaver der kan og bør udføres af andre faggrupper. Ikke fordi overlægerne føler sig for fine til det. Men det er ikke deres kerneopgave. Og det er en hamrende uhensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer. Det tager omkring 20 år at uddanne en overlæge til det, sygehusene har mest behov, specialistviden og kirurgisk håndelag. Og så er der oven i købet mangel på speciallæger på sygehusene!

Dertil har de øgede dokumentations- og rutineopgaver, overlægerne pålægges afstedkommet en foruroligende ændring af kultur og engagement. Når ønsker om mere tid til patientinddragelse og undervisning og supervision af yngre læger, motiverede forslag til ændring af arbejdsgange, bedre apparatur m.m. fra administrativt hold ignoreres og latterliggøres (en overlæges fagligt velbegrundede indsigelse, f.eks., blev mødt med den overbærende bemærkning ”klinikerstøj”) forsvinder motivationen lige så stille – man lukker af, og ligegyldigheden indfinder sig.

Jeg tog min lægeeksamen og blev oplært til speciallæge i en tid, da kaldet endnu var drivkraften for gerningen. Denne betegnelse indeholdt slet og ret følelsen af pligt, ansvarlighed og trangen til at yde det bedste for næsten. Det kan lyde hult og klichéagtigt; men det var dét, som fik en til at yde endnu en tørn på de hyppige og lange vagter. Jeg har selv oplevet mørket komme snigende som i ”Ringenes Herre”: Fra 1986 og 17 år frem var jeg overlæge på Aarhus Universitetshospital. I starten kunne jeg ringe direkte ned til ”capo di tutti capi”, sygehusinspektøren. Men så kom magtens tredeling: Inspektør blev til direktør, en cheflæge skulle man have som ridefoged for lægerne; og sygeplejerskerne fik også en chefsygeplejerske. Det gav sådan cirka tre procents ansvar til hver. Og for at skærme dette ophøjede direktionslag tilkom vicedirektør, -cheflæge og -sygeplejerske – og med dem efterhånden en hird af mellemlag. Den tilforn så nemt problemløsende direkte kommunikation forvandledes til en svært gennemtrængelig mur af kommandoveje, som det i øvrigt ikke var risikofrit at betræde. Mangen ”menig” overlæge, ja endog professor, der ymtede sig af hjertet, indkaldtes til kammeratlige samtaler; sanktionstrusler blev mere reglen end undtagelsen. Dét fik jeg selv nok af, jeg orkede ikke de tiltagende administrative benspænd mere, min sjæl havde med Blichers ord antaget ”Ørknens farve”, sagde op og blev i stedet speciallæge med egen praksis.

Da jeg forlod det offentlige sygehusvæsen var det også med det nagende spørgsmål: Hvordan kunne sygehusene i mine første lægeår fungere med kun en håndfuld ansatte i administrationen – og patienterne alligevel blive kurerede? Hvad retfærdiggør den uhyrlige vækst i dagens administrative personale?

Når pengene ikke længere rækker i en privat virksomhed, pålægger investorer og bestyrelse virksomhedens ledelse af foretage ”turn around” – det nudanske ord for at vende hver en sten. Og når iltsvind i vor Limfjord truer fiskebestanden, håber man på en bundvending, så slam og andet skidt kan komme til overfladen og gennemblæses.

Jeg er så inderlig træt af at høre de røde partiers klichéer ”Der er skåret ind til benet” og ”Nedskæringer”. Selvmodsigende, som de reelt er; for aldrig har så mange penge været tildelt det danske sygehusvæsen. Det er jeres og mine penge – 14 milliarder kr. – der bruges på Regionens sygehuse! Vi har også her et naturligt krav på medbestemmelse. Dét får I og jeg ved at stemme ved Regionsvalget den 16. november. Og jeg kan love jer, at jeg med min årelange faglige indsigt og erfaring vil presse på for ”bundvending”, bedre patient- og personalemæssige forhold – og fjernelse af administrativ hersen, dersom jeg bliver valgt ind! Derfor også mit slogan ”Nyt syn på Regionen”.