I år skal du fordoble afstanden til nytårsraketten

De sidste timer af 2024 og de første af 2025 bliver fyldt med blæst. I den anledning opfordrer sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, folk til at være ekstra fornuftige, inden de antænder lunten på nytårskrudtet.

– Med den vejrudsigt vi har for nytårsaften, skal vi hjælpes ad med at holde på hat, sikkerhedsbriller og den sunde fornuft. Kraftig vind og fyrværkeri er potentielt en rigtig dårlig kombination, siger han til DR NYHEDER.

Sikkerhedsstyrelsen har udstedt regler for, hvilken afstand man skal holde til stråtækte bygninger eller andre letantændelige ting. Den lyder normalt på 200 meter, men er i år fordoblet til 400 på grund af det blæsevejr, vi har i vente.

Den normale afstand til bygningsåbninger, døre og vinduer, lyder på ti meter, men også den distance er fordoblet, når vejret bliver, som det bliver.

Følger man ikke afstanden, risikerer man en bøde.

Foto: Mike Enerio/unsplash

Forfatter
Top