I denne branche er der lærepladsgaranti – også lokalt

Gulvbranchen i Dansk Byggeri skyder landsdækkende kampagne i gang for at vise unge, hvordan hverdagen er for en gulvlægger.

Kampagnen er en del af en indsats, der skal få flere unge til at vælge gulvlæggerfaget, hvor der stort set er lærepladsgaranti. Det er der i hvert fald hos Mors-virksomheden Brich Tæpper og Gulve der i forbindelse med kampganen stiller læreplads til rådighed.

– Vi kan bruge dobbelt så mange lærlinge, som vi har nu. Vi håber derfor at kunne tiltrække flere til faget, siger Anders Hjorth Jensen, branchechef i Gulvbranchen i Dansk Byggeri.

Gulvbranchen ønsker at sætte gulvlæggerfaget på uddannelseskortet, når de unge skal vælge ungdomsuddannelse. Det ønske bunder blandt andet i, at faget ikke er ligeså kendt som så mange andre erhvervsuddannelser, hvilket betyder, at branchen mangler arbejdskraft.

Fakta om uddannelsen
Gulvlæggeruddannelsen er en erhvervsuddannelse under træfagenes byggeuddannelse. Uddannelsen tager knap fire år og består af flere specialer herunder gulvlægger. Uddannelsen er en kombination af at gå på skole og være ude på virksomhederne i lære. Skoleopholdene foregår på Gulvskolen i Viborg, som er en del af Mercantec.

Under hele uddannelsen får lærlingen løn, hvis de har en aftale med en mester.

Efter endt uddannelse er det blandt andet muligt at læse videre til bygningskonstruktør, arkitekt eller ingeniør.

Foto: Facebook.com/blivgulvlaegger

Forfatter
Top