Ikke kun ældre borgere bliver smittet med coronavirus

Det er langtfra kun ældre borgere, der bliver indlagt med coronavirus.

I en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser det sig, at cirka 30 procent af de danskere, der har været indlagt på det seneste, har været under 60 år. Det skriver Politiken.

Opgørelsen dækker over perioden 12. marts til 21. marts. I den periode er 241 personer blevet indlagt i mere end tolv timer. Ud af de 241 har 168 været 60 år eller derover, svarende til godt 70 procent.

Blandt de resterende 73 personer har der været indlagt 30 personer i 40’erne og lige så mange personer i 50’erne. Resten, 13 patienter, har været under 40 år.

At der også er midaldrende og yngre borgere, som bliver smittet med virusset, kommer ikke bag på Kåre Mølbæk, faglig direktør i Statens Serum Institut.

Han siger til Politiken, at nogle af de yngre, som er blevet indlagt de seneste to uger, formentlig tilhører den store del af danskere, som blev smittet i udlandet

Blandt den gruppe er der få ældre og flere voksne og yngre.

Ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer op mod 580.000 danskere at blive smittet med coronavirus i første bølge af sygdommen i løbet af foråret. 11.200 vil blive så syge, at de har brug for at blive indlagt, og 2800 skal have intensiv behandling.

For at mindske smittespredningen så meget som muligt har regeringen valgt at forlænge den delvise lukning af Danmark frem til 13. april.

LÆS OGSÅ:

Alle restriktioner forlænges til 13. april

 

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top