Ildsjæleprojekt i Vorupør hædres på international konference

Vorupør, der ofte går under navnet Cold Hawaii, har etableret et særdeles succesrigt iværksættermiljø for tilflyttende surfere og ildsjæle, der ønsker at arbejde som selvstændige. Surf & Work Silicon VØ har allerede vundet 10.000 EUR i konkurrencen om at blive en af årets seks europæiske Startup Villages, og i dag repræsenterer projektet så Danmark på den internationale konference Startup Olé, der blandt andet fokuserer på den demografiske udbygning af europæiske landområder.

Vorupør, d. 6. september 2022 – Alexander Bengtsen har allerede modtaget 10.000 EUR i den europæiske konkurrence om at blive en af årets seks europæiske Startup Villages. Prisen har han fået for Surf & Work Silicon VØ, der i løbet af de sidste par år har formået at samle 35 tilflyttere og surfere omkring et nyt iværksættermiljø i en tidligere folkeskolebygning i Vorupør. Alexander Bengtsen, der også driver virksomheden VILD IS, er som en konsekvens af prisen i dag en af hovedtalerne på konferencen Startup Olé i Salamanka i Spanien.

Surf & Work Silicon VØ har været med til at puste nyt liv i lokalsamfundet og skabt øget bosætning i lokalområdet, der således har fået nye indbyggere i form af arkitekter, tøjproducenter, journalister, marketingfolk og, for Alexander Bengtsens eget vedkommende, en vandisproducent. Alexander Bengtsen er selv tilflytter fra København og flyttede oprindeligt ”helt ud” til Vorupør og Cold Hawaii for at lægge storbylivet på hylden og komme til at surfe på daglig basis.

I begyndelsen var vi kun tre iværksættere på en lille del af den gamle folkeskole, der ellers lå mørk og øde hen. Nu er her liv fra tidlig morgen til sen aften, og vi har undervejs i processen trukket på både Thy Erhvervsforum og Erhvervshus Nordjylland, der har hjulpet os med at få struktur på hele forretningsidéen og konceptet. Jeg selv fik ikke en krone i løn for de mange timer, jeg lagde i projektet i begyndelsen, men nu er der faktisk økonomisk plads til, at jeg kan drive det professionelt og få en lille smule løn, siger Alexander Bengtsen, stifter af VILD IS, og fortsætter:

– At Huawei og hele organisationen omkring REInA har fået øje på vores iværksætterprojekt, er vildt overraskende. Især, når jeg ser på, hvilke projekter rundt om i Europa, vi har været oppe imod. Det er en kæmpe ære at modtage prisen, og at Surf & Work Silicon VØ nu er med til at danne skole for, hvordan man kan skabe tilflytning rundt om i de europæiske landområder, er mere, end jeg kunne drømme om, lyder det fra en stolt Alexander Bengtsen.

Vorupør er i europæisk sammenhæng en meget lille by med omkring 650 indbyggere, der for en god dels vedkommende består af surfere eller andre med tilknytning til det nærmest magnetiske Cold Hawaii i Thy. Den EU-støttede Startup Olé-konference er ellers målrettet ”små” byer med op til 15.000 indbyggere, og målet er at samle inspiration og erfaringer fra iværksætterinitiativer rundt om i Europa – med henblik på at skabe øget bosætning i de lidt tyndt befolkede områder, som Vorupør må siges at være. Ud over gennem tiden at have tiltrukket mere end 40.000 deltagere fra +120 lande, iværksættere og ikke mindst investorer er Startup Olé blevet et vigtigt samlingspunkt og netværks-event, hvor de deltagende lande kan få gode idéer til projekter og kampagner.

– Når man ser på, hvad Surf & Work Silicon VØ er lykkedes med i Vorupør, overrasker det mig ikke, at projektet har vundet så flot en pris. Det beviser, at man ved at udnytte et særkende ved et lokalområde og al den ildsjælekraft, som Alexander Bengtsen har mønstret lige siden etableringen, kan skabe et unikt miljø, som tiltrækker mennesker fra hele landet. Det er netop det, som eksempelvis de lokale aktionsgrupper i Thy er sat i verden for, og det glæder mig, at det er med til at støtte udviklingen af landdistrikterne og kystområderne i Thy, siger Lisbeth Bang Nielsen, erhvervschef, Thy Erhvervsforum.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Tags

Related posts

Top