Indbrudstyvene holder øje med din ferie

For første gang i månedsvis forlader mange danskere deres hjem i én eller flere uger for at holde ferie den kommende tid. Det er godt nyt for indbrudstyvene, som har haft svære arbejdsbetingelser, mens landet har været lukket ned.

Skæver man til statistikkerne, er det netop i de store ferieuger, tyvene slår til. Sidste år var der på landsplan 21% flere indbrud i juli måned end i årets øvrige lyse måneder.

– Coronakrisen har bekræftet det, vi allerede ved – nemlig, at aktive nabolag og huse, som ser beboede ud, virker afskrækkende på tyven. Antallet af indbrud er faldet under nedlukningen, hvor danskerne har været mere hjemme, siger Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp.

Hun fortæller videre, at nu, hvor vi igen bevæger os ud i længere tid ad gangen, gælder det om at snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme.

Gode råd: Sådan kan du også snyde tyven i ferien 

  • Tænk over, hvor synlige dine særligt værdifulde genstande er. Kan man se dine designermøbler, smykker eller lignende gennem vinduerne ude på gaden?  
  • Efterlad lidt opvask, vasketøj eller måske børnenes legetøj fremme, så det ser ud, som om det lige er blevet brugt.
  • Sæt en timer på din radio og dit lys, eller brug et såkaldt fake-tv, der får det til at se ud som om, at dit tv er tændt.
  • Lås dine redskaber og dit værktøj inde i redskabsskuret, så de ikke kan bruges til at bryde ind i din bolig. 
  • Klip hækken, så den højest er 1,6 meter høj. Dermed minimerer du de gode gemmesteder omkring boligen, som kan give tyven ”arbejdsro”.   
  • Arranger feriehjælp via Nabohjælps app 
Forfatter

Related posts

Top