Ingen entydig forklaring på stigende smittetal på Mors

Man skal kun fire pladser ned på listen over kommuner, hvor smitten med coronavirus lige nu er størst, for at støde på Morsø Kommune.

Den seneste tid er antallet af bekræftede smittetilfælde steget og steget. Søndagens opgørelse fra Statens Serum Institut viser, at der på Mors er registreret 185 positive coronatilfælde i løbet af de foregående syv dage. Det giver en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 922,1. Kun på Fanø og i Herlev og Tårnby kommuner er incidenstallet højere.

Med hvad skyldes den pludselige og stejle stigning i antallet af smittede morsingboer? Det er der ikke noget entydigt svar på.

– Vi har talt med smitteopsporing og de kan ikke pege på en enkeltstående begivenhed, som baggrund for at stigningen, fortæller Rasmus Andreasen, der er faglig leder af kommunikationsafdelingen i Morsø Kommune.

– Vi ved dog, at mange børn og familier er ramt og det er sandsynligvis den primære årsag til spredningen, tilføjer han.

Fredag formiddag var der siden torsdag den 11. november registreret 107 smittetilfælde på skole- og dagtilbudsområdet. Særligt M.C. Holms Skolen har med 51 smittetilfælde været hårdt ramt.

Det er sundhedsmyndighederne der beslutter, om der skal igangsættes særlige tiltag i kommuner, hvor smitten er særlig høj. Indtil det måske – måske ikke – kommer til at ske opfordrer Morsø Kommune morsingboerne til at holde afstand, have fokus på god hygiejne og desuden sørge for jævnligt at blive testet.

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top