Lokalpolitiet i Holstebro har sit bøvl med en 42-årig mand fra Hurup, der er blevet anholdt eller bortvist mindst 30 gange siden januar.
Psykiatrien vil ikke have ham. Thisted Kommune har heller ikke hjulpet, og derfor “hænger” lokalpolitiet i Holstebro nu på den 42-årige thybo. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Siden januar har ordensmagten bøvlet med ham – om ikke på daglig basis så ugentlig.
Mandag måtte politiet tre gange rykke ud, fordi der var problemer med manden, der skaber utryghed og truer, hvorend han kommer frem.
Første gang var klokken 10.17, hvor manden blev bortvist fra botilbuddet Skovvang, hvor han lavede ballade og skabte utryghed. Et par timer senere skabte han utryghed på sygehuset i Holstebro, hvor han i øvrigt ikke havde noget ærinde.
Ingen hjælp at hente
Politiet valgte derfor at anholde manden, men da han blev løsladt igen klokken 19.30, vendte han tilbage til sygehuset, hvorefter politiet igen måtte have fat i manden og bortvise ham:
– Siden januar har han været anholdt mindst 15 gange – og han har været bortvist mindst det samme antal gange fra de steder, hvor han tager ophold, fortæller Knud Lauridsen dagbladet.
Ordensmagten har uden held bedt Thisted Kommune om at få hjælp til at håndtere den 42-årige, og psykiatrien mener heller ikke at han hører til hos dem.
– Så er der kun os tilbage. Og så må vi løse det på den måde, som vi nu kan. Men det er naturligvis ikke sådan, vi helst vil bruge vores tid. Det er mange ressourcer, som vi bruger på en enkelt person, siger Knud Lauridsen.
Foto: Rigspolitiet