Selvom regnvandsbassinet og Søtrappen allerede har givet Anlægget i Hurup et forandret udtryk, forfines området nu yderligere.
Efter ønske fra nogle af eleverne på Hurup Skole – i forbindelse med en workshop om Anlæggets udformning – plantes der kirsebærtræer, idet de unge har hentet inspiration i København, hvor Bispebjerg kirkegård og dens blomstrende kirsebærtræer er blevet et ”reason to go”. Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.
Liv og farver
I alt plantes der 17 sakhalin-kirsebær, otte styk fuglekirsebær og tre styk oktoberkirsebær. Det betyder, at der i fremtiden vil være lyserøde nuancer i Anlægget både forår og efterår.
Derudover plantes der to styk blodblomme i hver sin ende af regnvandsbassinet og ni styk nye lindetræer langs Linde Allé samt fem styk fransk ahorn langs J. C. Nyboevej.
Træerne plantes i stedet for nogle af de gamle træer, der er fældet i Anlægget i forbindelse med etableringen af regnvandssøen – og for at give Anlægget sin karakter af tætbeplantet areal, sådan som det var før elmesygen hærgede, og man måtte fjerne de fleste store træer.
Fremtidsplaner om en skatepark
Områdefornyelsen i Hurup har kostet i alt seks millioner kroner inklusiv donation på 500.000 kroner fra Lars Larsen og LAG Thy-Mors på 100.000 kroner – og har også omfattet en renovering af Konditorpladsen.
Men det stopper ikke her.
I samarbejde med arkitektfirmaet LABLAND har Thisted Kommune skitseret projektet, ”Skatepark Hurup – et naturligt mødested i Thy”.
Projektet bygger på flere års inddragelse af byens borgere – og især er de unge taget med på råd. I 2019 blev der således afholdt en workshop i 7.-9. klasse på Hurup Skole, og her opstod ideen til en skatepark.
Der har været kontakt til skateklubben i Thisted, der drives af Thisted Ungdomsskole – i forhold til den konkrete udformning af de udendørs skatefaciliteter, der planlægges i Hurup.
– Ungdomsskolen er med, og nu er vi i gang med at finde finansiering, siger arkitekt Gerd Dam.
Hun oplyser, at flere fonde har modtaget ansøgning fra Thisted Kommune.
Foto: Thisted Kommune