Når de danske dressurryttere skal i ilden ved de Paralympiske Lege i Tokyo er Mors på sin helt egen måde repræsenteret.
Både Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen har nemlig kürmusik med i kufferten, som er produceret af Norden Freestylemusic, der holder til i Dragstrup.
Kür er et individuelt program sammensat til musik, hvor præcision, opfindsomhed, musik og det kunstneriske tæller i den samlede bedømmelse.
Atleternes kürmusik er lavet gennem et tæt samarbejde med rytterne, som har oplyst om deres egne ønsker til deres individuelle freestyle.
– Vi har i fællesskab brugt mange timer og hestekræfter for at få det hele til at spille, fortæller indehaver Heidi Helene Sørensen, der ikke lægger skjul på, at det er meget stort at kunne tilføje de Paralympiske Lege på referencelisten.
– Jeg er mega stolt og beæret over den tillid og anerkendelse rytterne har udvist mig og mit arbejde, fortæller hun.
Også Susanne Jensby Sunesen fra Hundborg i Thy er blandt de fire 4 ekvipager Heidi Helene Sørensen krydser fingre for. Også hun har nemlig fået hjælp til redigering af hendes nuværende kürmusik.
De danske paradressur-ryttere skal i aktion fra den 26.-30. august. Siden i tirsdags har både heste og ryttere været i karantæne i Aachen i Vesttyskland. Her skal de opholde sig frem til på onsdag i næste uge, hvor turen så endeligt går mod den japanske hovedstad.