I aften falder den første julesne i form af julebryg på mange af restauranter og værtshuse landet over i forbindelse med ”J-dagen”. Det øger risikoen for spirituskørsel markant, og derfor indleder politiet i dag en landsdækkende målrettet indsats rettet mod spiritus-/narkotikakørsel.
Den målrettede indsats finder sted hele weekenden.
Ved den tilsvarende indsats i 2020 blev der landet over i løbet af 4 kontroldage sigtet 88 spirituspåvirkede førere, hvoraf 17 var involveret i færdselsulykker, mens 125 førere blev sigtet for at køre i narkotika eller medicinpåvirket tilstand, hvoraf 5 var involveret i færdselsulykker.
29 personer blev dræbt og 305 kom til skade i spiritusulykker i 2020. Hovedparten af de, der kom til skade i en spiritusulykke, var selv påvirkede.
Gode råd for at forhindre spirituskørsel
• Aftal hvem der kører hjem – og så holder chaufføren sig ædru
• Brug offentlig transport – tag eksempelvis en taxa, bussen eller toget
• Se om du kan tale vedkomne fra at køre – alternativt tag nøglerne til bilen
• Tilbyd evt. overnatning
• Ring til politiet, hvis du har en mistanke om, at der køres spirituskørsel
Arkivfoto: Rådet for Sikker Trafik