Anmeldelse af forestillingen “Stav til sex” Teater V/FUTURE V. Anmeldelsen er skrevet af Louise Fihl Andersen – tidligere elev på Limfjordsteatrets akademi for scenekunst og en del af Ung Kult’s Unge Anmeldere

Jeg kan huske dengang seksualundervisning stod på mit skema i folkeskolen. Hele frygten omkring den berygtede uge SEX, hvor man skulle putte kondomer på bananer og se 90’er Body Bio med Ulla og John.

Der hvor sex defineres som ”kønsdriften” og onani som ”at kæle sig selv”. Seksualundervisning er ikke blevet glemt i folkeskolerne, men måske nærmere fortrængt til den samme simple opskrift som sidste år; de samme videoer, metoder og forklaringer. Ikke noget nyt der, hvis du spørger din lærer.

Men hvis ikke den sætning i sig selv understreger, at seksualundervisningen trænger til en opdatering, kan en sammenligning med Teater V’s 2021-bud på samme, måske gøre det. Digidramaet ”STAV TIL SEX” har netop, ifølge teatrets egen beskrivelse, til opgave at styrke unges viden om kønsidentiteter og mulige seksualiteter fra et frisindet og sexpositivt synspunkt.

Men er det overhovedet muligt at fange en femtenårig, forvirret, genert eller til tider endda selvindbildsk overlegen teenagehjerne, når man allerede i titlen understreger, at der skal tales om sex?

Hvis man var i tvivl om, hvad det hele handler om, når man ikke at tænke den tanke færdig, før de to skuespillere Laura Skjoldborg og Mikkel Becker Hilgart smider om sig med ord som ”anal” og ”onani”, hvilket hurtigt etablerer et rum, hvor filteret er brudt fra første sekund.

Man sidder som tilskuer med to ærlige ansigter, som er vennerne Zarah og Bertram, der har en zoom-samtale med hinanden og derved også med én. Det er et aldeles simpelt set up, men andet ville også have brudt illusionen. For jeg var hurtigt revet med og ind i samtalen, så jeg til sidst var i tvivl om, om skuespillerne i virkeligheden spillede sig selv. Om illusionen var falsk og det hele ægte. Men det var det også. Det hele var ægte på nær relationen. Ægte i den forstand, at det lige så vel kunne have været det og dem og de oplevelser, de talte om, som var deres egne, og ægte som i ærligt. Venskabeligt ærligt.

På den måde understreger valget af karakterer også det rum, man er nødt til at skabe, for at få sex på tale. For det var i samtalen mellem de to venner, jeg lod mig indfinde med emnet, og i det fysiske rum, mit værelse, jeg følte mig tryg. (En gode, det digitale format åbner muligheden for).

Det var i deres velvalgte vekslen mellem seriøsitet og jokes eller pludselige brud på den ”femte mur”, hvis man kan kalde den det. Når de gik fra at være i en dyb snak, til på et splitsekund at finde en politihat og en blå sirene og derved være ”Grænsepolitiet”, for så alligevel at være sig selv i illusionen om at lege det.

På andre tidspunkter var de næsten for forlegne til at sige det højt, de tænkte og yderligere var der momenter af brud som nærmede sig genre-kategorien in-your-face med munde og støn helt op i ansigtet, som jo var tættere på, end det nogensinde ville kunne komme set fra publikumsrækkerne i et teater.

Som konceptet også understreger, er hele dramaet opbygget omkring en idé om at lave et sex-alfabet, og denne idé introduceres fra starten af.

På den måde, indbindes hele dialogen i en form for leg, så det virker naturligt, når de to går ud og ind af deres naturlige selv, og går fra at sidde med ansigtet få centimeter fra kameraet, til at vende det mod en hjemmelavet, syet ble-vagina eller en tissemands-halsedise, der bliver forklaret med GPS-stemme og professorbriller, for at komme lidt nærmere overfladen, før der dykkes igen. Balancen er velovervejet og man keder sig ikke. Ikke kun balancen mellem det dybe og det sjove, men også i valgene af de ord, der fokuseres på.

At ordet ”porno” ikke kommer under p, men i stedet indgår i snakken under u for ”urealistisk”, hvor p-ordet i stedet var ”prævention”, er et vigtigt valg fra dramatikeren, Sofie Diemers, side. I dag ville porno næsten var mere oplagt end prævention, da det er så lettilgængeligt, men derfor er det også endnu vigtigere at understrege, hvor urealistisk det er.

Faktisk var der lige dele biologi og kultur i valget af ord, hvilket endnu engang understreger, at der er brug for mere end den biologiske beskrivelse af sex som et fænomen. Måske er der i virkeligheden et større behov for det kulturelle aspekt af det, for sex er jo, som man siger, naturligt, så det skal vi nok finde ud af.

Digidramaet er skrevet til målgruppen 8. til 1. g., hvilket oversat er 15 til 18 år. Det er heller ikke forkert at sætte den der, men jeg vil gerne argumentere for, at det kulturelle aspekt af dramaet egner sig til alle aldersgrupper. Snakken og køn, forventningsafstemning, nøgenbilleder og alle de andre væsentlige begreber, er til evig diskussion og påmindelse.

Sex i sig selv behøver man måske ikke tale så meget om. Hvordan gør man? Det skal man nok finde ud af. Men det er alt det pres og alle de myter, der ligger på og omkring begrebet, som er værd at tage op til overfladen, og her synes jeg i den grad, at digidramaet ”STAV TIL SEX” sætter fut i samtalen. Hvis man tør at tale sammen.

For det er tydeligt det allervigtigste budskab til de unge; at turde tale med hinanden og at acceptere hinandens forskelligheder, for som karakteren Zarah så simpelt og sandt siger: ”Jeg ville bare ønske, at alle ville acceptere mig for den, jeg er.For så ville det være meget federe at være mig.”

Forestillingen kan ses online frem til og med den 7. maj. Læs mere HER.

Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.

De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.