Jens Dahlgaard klar på en tørn til

Jens Dahlgaard spiller stadig med

Jens Dahlgaard genopstiller på liste A på Mors til kommunalvalget til november.

– Jeg vil gerne gøre en forskel. Politik har altid fyldt meget i min familie. Helt fra jeg var barn, er der blevet diskuteret politik, historie og samfundsforhold over aftensmaden, fortæller han.

Politik har altid interesseret ham meget, og Socialdemokratiet har altid været familiens parti.

– De grundlæggende værdier i Socialdemokratiet har altid passet godt til mig og det, jeg står for, siger han.

De sidste otte år har han siddet i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune for Socialdemokratiet.

– Det har givet mig en masse erfaring i politik, og jeg vil rigtig gerne arbejde videre med mine mærkesager, siger han.

– I politik interesserer jeg mig især for børn og unge, det sociale område med både ældre- og handicappolitikken, kulturlivet, samt hvordan vi gør Mors til et godt sted at bo og leve for alle, siger Jens Dahlgaard.

Han slår fast, at lysten til politik bestemt ikke er blevet mindre med årene.

– Derfor vil jeg gerne fortsætte mit politiske virke og mit arbejde for mine vælgere på Ors. En stemme på mig er en stemme på en politiker, som samarbejder på tværs af alle partier, men som også siger fra, hvis der er beslutninger på vej, som jeg ikke er enig i, lyder det.

Jens Dahlgaard er 44 år og bor i Nykøbing med sin kone Malene og deres to børn. Han underviser i dansk, historie, geografi og samfundsfag i overbygningen på Dueholsmskolen.

I fritiden er han håndbold- og fodboldtræner for en flok drenge i MorsØ FC og HF. Mors. Desuden spiller han musik, hvilket han har gjort i mere end 30 år.

Forfatter
Top