Jesper Overgaard beklager: – Jeg er ked af situationen

Igår besluttede et flertal i bestyrelsen for Morsø Erhvervsråd med øjeblikkelig virkning at stoppe samarbejdet med Erhvervsdirektør Per Søndergaard. I samme ombæring forlod bestyrelsesformand Jesper Overgaard, direktør i Jesperhus, formandsposten samt bestyrelsen.

Baggrunden for bruddet er, at de 6 øvrige medlemmer af bestyrelsen – der blandt andet tæller Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen – ikke længere har tillid til hverken bestyrelsens formand eller erhvervsdirektøren:

– Det har desværre vist sig, at direktøren – i et vist omfang med formandens godkendelse – har foretaget en række økonomiske dispositioner, som bestyrelsen ikke er blevet orienteret om, selv om vedtægterne klart pålægger formanden at orientere bestyrelsen om dispositioner af den karakter, udtalte bestyrelsens nu konstituerede formand, direktør for Frontego, Tage Odgaard Nielsen i aftes.

Her dagen derpå udtaler den nu tidligere formand Jesper Overgaard, at:

– Alle samarbejder har baggrund i total tillid til hinanden. Siden Per Søndergaard blev ansat, har Morsø Erhvervsråd været inde i en helt fantastisk positiv udvikling. Alene opbakningen fra erhvervslivet i form af medlemmer, taler sit tydelige sprog. Antallet er mere end fordoblet, ligesom økonomien er vendt fra en negativ egenkapital til 2.5 mio. kroner i positiv kapital. Det har i høj grad været Pers samt personalets fortjeneste, der alle har gjort en fantastisk indsats, siger Jesper Overgaard og fortsætter:

– Derfor har han også fået en række lønstigninger henover de tre seneste år. Det er sket for at fastholde ham, og for at sikre en fortsat positiv udvikling af erhverslivet på Mors. Set i bagklogskabens ulidelige skær, skulle jeg selvfølgeligt have orienteret bestyrelsen om lønstigningerne til erhversdirektøren. Det er ikke sket i det omfang, det skulle, og det beklager jeg, siger Jesper Overgaard.

Han fortæller videre, at han er ked af hele situationen, og slutter af med at sige følgende:

– Morsø Erhvervsråd er en stærk organisation, der nyder stor opbakning fra erhvervslivet og politikerne. Det bør denne sag ikke ændre på, slutter Jesper Overgaard.

Jesper Overgaard har ikke yderligere kommentarer til sin afgang som formand for Morsø Erhevrvsråd.

LÆS OGSÅ:

Mistillid i Morsø Erhvervsråd: Formand og direktør er fratrådt

Arkivfoto: Morsø Erhvervsråd

Forfatter

Related posts

Top