Jesperhus indgår partnerskab med Julemærkehjemmene

Mange børn i dagens Danmark møder tit urimelig modgang og ensomhed. Julemærkefonden, der driver Julemærkehjemmene, er med til at hjælpe disse børn til at styrke deres selvværd. Det er noget af baggrunden for, at Jesperhus, der er Danmarks bedste sted for børn, har indgået et nyt officielt partnerskab med Julemærkehjemmene. 

Jesperhus vil gennem aktiviteter i 2025 samle ind til Julemærkehjemmene, ligesom man som gæst kan donere til Julemærkehjemmene. 

– Julemærkehjemmene gør en stor indsats for børn, og det passer fint ind i det, vi arbejder med i Jesperhus, siger CEO Henrik Munksgaard, Jesperhus. 

Det kreative team i Jesperhus er allerede i gang med at planlægge aktiviteter til glæde for Julemærkehjemmene. 

– Vi vil blandt andet løbende afholde events, hvor overskuddet doneres. Herunder salg af blomsterløg, byg et fuglehus, medarbejderaktiviteter med fokus på og donation til Julemærkefonden, en knap på vores pantmaskine, så man kan donere sin pant, indsamling af pant på feriecenteret, samt en række andre aktiviteter, fortæller Henrik Munksgaard. 

Jesperhus glæder sig til samarbejdet med Julemærkehjemmene. 

– Vi er stolte over at indgå et partnerskab med en organisation, der virkelig er med til at gøre en forskel for børn i Danmark. Vi har faktisk også en håndfuld af vores egne medarbejdere, der som barn selv har været igennem en svær tid, og på egen krop har mærket, hvilken forskel et ophold på et Julemærkehjem kan gøre, fortæller Henrik Munksgaard. 

Hos Julemærkehjemmene er glæden lige så stor.

– Jesperhus har nogle stærke værdier om at skabe nærværende fællesskaber, hvor børn og voksne kan lege og dyrke sjove aktiviteter sammen. Det lægger sig meget op ad de værdier, som vi på Julemærkehjemmene bruger i vores arbejde med at hjælpe børn ud af mistrivsel. Vi glæder os derfor meget til at se, hvad vi sammen kan udrette i vores partnerskab, siger Søren Ravn Jensen, direktør for Julemærkehjemmene.

Jesperhus Feriepark er åben for gæster hele året rundt, og har weekendåbent for de mange aktiviteter i forbindelse hermed. Blomsterparken starter sæsonen den lørdag den 12. april 2025. 

Foto :
Fra Venstre Søren Ravn Jensen fra Julemærkehjemmene,  Henrik Munksgaard, Dr. Træls og Hugo fra Jesperhus. 

Fotograf :
Lars Petersen

Forfatter
Top