Jesperhus udskyder åbning til påske

Jesperhus Feriepark udskyder nu åbningen af ferieparken til påske.

– Nu skal vi have styr på pandemien og derfor er der behov for, at vi står sammen og begrænser kontakten til hinanden. Derfor har vi besluttet at lukke helt ned med første åbningsdag igen fredag den 26. marts 2021, fortæller direktør Peter Overgaard, der samtidig løfter sløret for en lang række nyheder til den kommende sæson.

– Vi bygger seks nye pirathytter hver med plads til ti personer. Herudover bygger vi endnu et omklædningsrum til Hugo’s Badeland for at øge kapacitet og hygiejne, fortæller han og lover, at der også er nyt på underholdningsfronten til børnene:

– Børnene får mulighed for gå på jagt i junglen og se, om de kan finde Dino på Dino’s Junglesti eller hvem kan stå for Delledysten, der er et nyt Virtual Reality-spil hvor man spiller fem imod fem. Vi laver nye halmballelabyrinter og halmleg. Og så kommer der et væld af nye shows, fortæller Peter Overgaard.

Herudover indføres en velkomstpakke med 2021-Jesperhus-mønter, der får relation til årets storyline på Jesperhus’ YouTube-kanal. Der kommer også en ny klistermærke-opgave-bog til de allermindste, ligesom man indfører Hugo-armbånd, som giver adgang til badeland og Abeland, til feriegæsterne.

Det udendørs legeland åbner allerede fra påske, hvorimod Abeland og badeland fortsat lukkes for dagsgæster i weekender, ferier og helligdage og altså er forbeholdt ferieparkens overnattende gæster.

 

Forfatter

Related posts

Top