Jobfesten i byggeriet er slut

To måneder i træk er der kommet færre lønmodtagere i job indenfor byggeri og anlæg, viser tal fra Danmarks Statistik. Dansk Byggeri vurderer derfor, at opsvinget har toppet og jobfesten flader ud på det aktuelle, høje niveau.

Byggeriet mistede omkring 500 job i juni efter i forvejen at have mistet cirka 300 i maj. Trods en nedgang i antallet af lønmodtagere i maj og juni, er der samlet kommet 1.100 flere i job i byggeriet i første halvår 2019.

– Jobopsvinget nåede at runde seks år med ubrudt fremgang. Men henover sommeren 2019 har vi både i byggeriet og den samlede økonomi set den første spæde opbremsning på arbejdsmarkedet, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Ifølge cheføkonomen er det dog for tidligt helt at afskrive arbejdsmarkedet som den vigtigste vækstmotor i dansk økonomi.

– Men der er ingen tvivl om, at internationale usikkerheder som handelskrig, Brexit og tysk afmatning har bragt jobvæksten markant ned i gear henover sommeren, siger Bo Sandberg.

 

Forfatter

Related posts

Top