Jobskifte: Fra Morsø Erhvervsråd til Thisted Forsikring

Det er en erfaren profil, der startede hos Thisted Forsikring den 1/6 2021.

Lene Sejbjerg har 14 års erfaring som rådgiver i lokale banker og kommer senest fra en stilling som erhvervskonsulent ved Morsø Erhvervsråd, hvor hun var ansat i godt tre år.

Det har længe været et ønske for Lene Sejbjerg at arbejde for Thisted Forsikring, hvor hun fremover skal køre som privatassurandør på Mors. Det er især virksomhedens lokale forankring og store støtte til det lokale foreningsliv, der har været tiltalende for hende, fortæller hun:

– Thisted Forsikring gør en kæmpe indsats for at støtte de lokale klubber og foreninger, og det er noget, jeg sætter stort pris på og kan kende mig selv i. Jeg er også engageret i lokalsamfundet på Sydmors, hvor jeg og min familie bor. Så dét at jeg gennem mit arbejde kan bidrage endnu mere, det synes jeg, er fantastisk.

Lene Sejbjerg ser desuden frem til at bruge sit lokale kendskab og store erfaring med kundebesøg i det nye arbejde:

– Jeg kan godt lide at møde mange forskellige mennesker dér, hvor de nu er i livet, og yde dem en god service. Det er vigtigt, at man som kunde forstår, hvordan ens forsikringer dækker. Det gør man meget ud af i Thisted Forsikring, og det glæder jeg mig til at hjælpe med.

Forfatter

Related posts

Top