Kæmpe klump “rav” er værdiløs

Hvad der i første omgang blev beskrevet som verdens måske største klump kopal – ungt rav- blev forleden sat under hammeren på Lauritz.com.

Den 275 kg tunge klump blev værdisat til 300.000 kroner, og ifølge auktionshuset stammede den gigantiske klump fra sidste istid for 20.000 år siden.

Men klumpen, som i sin tid blev landet i Hanstholm er værdiløs – der er nemlig slet ikke tale om ungt rav, som er millioner af år om at blive til rav, men derimod harpiks: Et forædlet, industrielt menneskeskabt produkt. Det skriver TV Midtvest.

Auktionshuset oplyste i en pressemeddelelse, at klumpens ægthed som kopal, som altså er forstadiet til rav, var blevet bekræftet af geologer fra Naturhistorisk Museum i Aarhus. Men det afviser museumsdirektør Bo Skaarup:

– Vi har ikke geologer ansat. Det er træls som museum at blive planket for en faglighed, som jo er rigtig vigtig for os, siger han til TV Midtvest.

Lauritz.com har nu sendt et stykke af kopal-klumpen til kulstof 14-test for at få en mere præcis datering. Alt afhængigt af resultatet af undersøgelsen vil auktionen redigere varebeskrivelsen og ændre vurderingen.

Foto: Lauritz.com

Forfatter

Related posts

Top