190 meter høj kran væltet på Testcentret i Østerild

Torsdag aften er en 190 meter høj kran på 200 tons fra kranfirmaet BMS væltet på Testcentervej i Østerild i Thy. Det oplyser Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Kranen væltede mens en vinge var ved at blive hejst op i en vindmølle.

– Vi får en melding om brand i en lastbil eller bus, der så bliver suppleret op med, at det er en tung kran, der er væltet, det fortæller Henrik Gade fra Nordjyllands Beredskab til Ekstra Bladet.

Meldingen til beredskabet lød også på, at der var en lille brand i kranen. Branden var dog blevet afværget før Nordjyllands Beredskab kom frem til stedet. 

Omkring klokken 22:30 var beredskabet færdige på stedet, hvor deres hovedopgave havde været at inddæmme og opsamle udslippet af 2.500 liter hydraulik- og dieselolie.

– Det var heldigvis ikke så omfattende, som først antaget, siger Henrik Gade fra Nordjyllands Beredskab til TV MIDTVEST.

Ingen personer er kommet til skade. Politiet er nu ved at klarlægge, hvorfor kranen er væltet ligesom, Arbejdstilsynet bliver underrettet om hændelsen.

Foto : BMS

Forfatter
Top