Kæmpesucces med livesalg: Rokkjærs er nu branchens bedste

Da coronarestriktioner i sin tid tvang bl.a. detailbutikkerne til at holde lukket, blev der tænkt alternative tanker.

I Nykøbing gik Mors Handel og Radio Limfjord fx. sammen om en række live-udsendelser på de sociale medier fra byens butikker – et fænomen, som er kommet for at blive hos Rokkjærs Guld Sølv Ure i gågaden. Her har man nemlig stor succes med at sælge forskellige smykker til kunderne, som ser med hjemme fra stuerne.

Faktisk er succesen så stor, at Rokkjærs lige nu er bedst i branchen – mere om det længere nede i artiklen.

Hver anden mandag træder Line Rokkjær og Pernille Pedersen ind foran mobiltelefonen i butikken, hvorfra live-udsendelserne foregår. Og selvom der ligger en masse forberedelse i hver enkelte live-salg er det hele umagen værd. Det kan nemlig mere end betale sig, fortæller Line Rokkjær:

– Det meget korte svar er ja. For os har det godt kunne betale sig, siger hun og tilføjer, at der bliver lagt rigtig meget energi i at skaffe varer hjem specielt til udsendelserne – varerne kan herefter sælges til en rigtig god pris. Og måske det netop er de gode priser, der hver gang lokker i gennemsnit 300 seere til – hvis man skal være lidt fræk, svarer det til, at 300 kunder besøger butikken på én og samme tid.

Omsætning på op til 100.000 kroner
–  Vi omsætter gennemsnitligt for omkring 60.000 kroner på vores live-auktioner, fortæller Line Rokkjær og tilføjer, at omsætningen svinger mellem 30.000 og 100.000 kroner pr. gang.

Med online-salget når Line Rokkjær længere ud end bare til morsingboerne:

Line Rokkjær og Pernille Pedersen i gang med en live-udsendelse. Privatfoto

– Vi har selvfølgelig rigtig mange søde, lokale kunder som bakker op, men vi kan mærke at der kommer flere og flere seere fra forskellige dele af Danmark, lyder det fra Line Rokkjær.

Hun fortæller, at mange af seerne er gengangere og også at både hun og hendes ansatte Pernille Pedersen oftere og oftere bliver genkendt på gaden. Line Rokkjær og Pernille Pedersen står dog ikke alene med arbejdet. Der er nemlig blevet investeret i online-system, som hjælper med at holde styr på det hele.

– Når vi i gennemsnit pakker 250 ordrer pr. gang, har vi brug for et system, som kan holde styr på det for os. Elisa (systemets navn, red.) har et helt fantastisk team, som altid står til rådighed og hjælper os hver gang vi har brug for det. Derudover har vi selvfølgelig investeret i god belysning og en god telefon. Vi har desuden 4 enheder på hver gang, så vi kan følge med i kommentarer og løbende salg, fortæller Line Rokkjær.

Online-system hjælper til
Elisa forsyner Rokkjærs med forskellige tal og statistikker i forhold til antal seere, antal ordrer og omsætning – og her skiller den lokale guldsmed sig ud.

– Vi er dem i vores branche, som har så stor succes med det (live-salg, red.). Så vi er, som det er nu, de største i vores branche, konstaterer en tilfreds Line Rokkjær.

Hun er på baggrund af succesen heller ikke i tvivl om, at live-udsendelserne er kommet for at blive:

– Som det ser ud nu, har vi en omsætning via den kanal, som vi ikke vil undvære. Derudover synes vi det er en fed måde at interagere med vores kunder på. De kommer ligesom under huden på os, på en helt anden måde. Pernille og jeg er jo helt os selv, uden filter når vi er på – det er virkelig fedt!

Håber på samarbejde
Line Rokkjær håber desuden på, at flere lokale butikker springer med på vognen – måske i et samarbejde:

– Vi har hidtil spurgt 3 butikker, som endnu ikke har været helt klar på at springe ud i fælles live-auktioner. Det kan måske også være grænseoverskridende og der er helt sikkert også en ekstra administration i at kombinere to butikker, siger Line Rokkjær og fortsætter:

Det lokale filmselskab Houe Film er blevet hyret til at lave en række reklamefilm for Rokkjærs. Privatfoto

– Derfor var det også fedt, da Samilla fra Hanstholm meldte sig på banen og vi har nu afholdt vores første ’’fælles Live’’. Vi håber selvfølgelig på, at det også har spredt budskabet om ’’Rokkjærs Live Auktioner’’ i Thy.

Desuden er der nu kommet så meget blod på tanden, at det lokale filmselskab Houe Film er blevet hyret en til at indspille flere reklamefilm, som nu skal spredes på de sociale medier. Med dem er håbet at nå endnu længere ud i Danmark.

Næste gang Rokkjærs går live er på næste mandag klokken 20.

 

Forfatter

Related posts

Top