Kærestepar fra Mors angreb hinanden med kartoffelskræller

Et kærestepar fra Nykøbing’s misbrugsmiljø, er blevet sigtet for kvalificeret vold – mod hinanden.

Den lidt atypiske voldshandling fandt sted lørdag aften ved 23-tiden, hvor en 26-årig mand blev fundet gående rundt på gaden med noget der lignede et knivstik i baglåret.

Herefter blev en patrulje sendt til mandens lejlighed, hvor man fandt hans kæreste; en 20-årig kvinde. Også hun havde været udsat for vold. Derudover blev hun fundet med flere stik i overkroppen, maven og på hendes ene albue, ligesom hun havde tydelige skrammer i ansigtet.

Kvinden blev efterfølgende indlagt på sygehuset i Viborg hvor hun blev erklæret uden for livsfare.

Raseret lejlighed
Da politiet kom ind i lejligheden, var den helt raseret, og møblerne var kastet rundt, og flere steder var der blod.

Politiet mener, at en kartoffelskræller som denne er blevet brugt som våben.

– Det er jo et eller andet i deres samliv, der er gået galt, og så er de kommet op og toppes. De har været oppe og slås i lejligheden, og hvem, der har stukket først, det ved vi ikke endnu, fortæller vagtchef Ole Vanghøj til TV Midtvest.

Kartoffelskræller brugt som våben
Politiet mener, at det var en kartoffelskræller, der blev brugt som våben.

– Sårene er ikke så dybe, og det er derfor, vi ikke kategoriserer det som forsøg på manddrab, men i stedet kvalificeret vold, siger Ole Vanghøj.

Vagtchefen fortæller videre, at kæresteparret er kendte ansigter i misbrugsmiljøet.

Manden er blevet løsladt efter endt afhøring.

Foto: Politi.dk

Forfatter

Related posts

Top