Selv om kalenderen officielt skifter fra vinter til forår på søndag, så ligger sol og lune temperaturer ikke lige om hjørnet. Det fastslår vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Trine Pedersen tidligt mandag morgen.
– Vejret i den kommende uge starter vådt og blæsende, og midt på ugen får vi faktisk et vinterligt indslag med spredte byger, som kan være med slud, og nattefrost. Men så stopper vinteren allerede på fredag, hvor vi igen får vestenvind og regn og ustadigt vejr, siger hun.
Ifølge Trine Pedersen starter mandagen ellers pænt med tørvejr de fleste steder, men op ad dagen begynder skyerne at komme ind fra sydvest.
– I eftermiddag begynder regnvejret i de sydvestlige egne. Nedbøren kan også være med slud eller tøsne. Og denne her nedbør breder sig så ud i løbet af aftenen og natten til hele landet, siger hun mandag morgen.
Mandag vil dagtemperaturerne ligge på omkring seks grader og ned til en-fire grader de steder, hvor der kan komme slud. Dog begynder det allerede at klare op i løbet af natten, og når vi når frem til tirsdag morgen, har det meste af regnvejret passeret landet. Til gengæld bliver det blæsende tirsdag.
– Det kommer til at blæse fra vest, og det bliver en jævn til hård vind. Ved Vestkysten er den tiltagende op til hård kuling. Der kan også forekomme vindstød af stormstyrke, siger hun.
Blæsevejret betyder, at vandet bliver presset ind mod Vadehavet og Vestkysten, og DMI har derfor udsendt et varsel for forhøjet vandstand tirsdag.
Tirsdag kan der ligeledes komme nogle byger. Flest i Nordjylland.
– Her kan der også godt være noget slud i bygerne, siger Trine Pedersen.
Dagtemperaturerne vil ligge på mellem to og seks grader tirsdag. Onsdag og torsdag bliver køligere, men medmindre blæst. I dagtimerne vil temperaturerne ligge på mellem en og fem graders varme.
– Det bliver koldest i de nordlige egne, og nætterne kan også blive ret kolde med nattefrost, siger hun.
Fredag morgen bliver også en kold omgang, men i løbet af dagen stiger temperaturerne til omkring fem grader.
/ritzau/