I en årrække var Mors særligt udfordret af tilbagegang i den private beskæftigelse. I dag ser det heldigvis anderledes ud.
Siden 2016 er udviklingen kun gået fremad, og store dele af det lokale erhvervsliv, især industrien, oplever i disse år markant fremgang.
Adgangen til den rette kvalificerede arbejdskraft er da også afgørende for virksomhedernes vækst og udvikling, også i de kommende år. Er arbejdskraften ikke til stede, risikerer virksomhederne at miste ordrer. Og Mors risikerer ikke at få det fulde udbytte af de gode konjunkturer.
Det kræver tæt samarbejde mellem erhverv, uddannelse og arbejdsmarked at løse udfordringen.
Og her skiller Mors sig positivt ud. Morsø Kommune, Jobcentret, organisationerne, Morsø Erhvervsråd og en række skoler udvikler løbende nye initiativer.
Straks efter sommerferien søsættes et nyt initiativ i kampen om fremtidens arbejdskraft på Mors, når Dueholmskolen og Morsø Erhvervsråd udvider samarbejdet.
Når klokken ringer ind til det nye skoleår vil skolens 13 klasser på 7. og 8. årgang få mulighed for at besøge en lokal virksomhed. Målet er, at i juni 2020 har alle elever været på besøg i 13 forskellige virksomheder og mødt både virksomhed og medarbejdere i øjenhøjde.
– Vi har de senere år set, hvor fantastisk Uddannelsesmessen for 9. årgang har udviklet sig. Vore elever får virkelig udbytte af deltagelsen. Vi har længe ønsket os at udbrede kendskabet til erhvervslivet til 7. og 8. årgang og dermed forberede dem på arbejdslivet. Det er vigtigt at vores elever møder det velfungerende erhvervsliv, der er i området, fortæller Viceskoleleder Claus B.S. Hansen og fortsætter:
– Vi tog derfor kontakt til direktør Per Søndergaard i Erhvervsrådet, som straks var med på et samarbejde.
Direktør Per Søndergaard supplerer:
– I de sidste par år har Morsø Erhvervsråd bakket op om Uddannelsesmessen, som UU har skabt. Et super godt arrangement, som både elever og virksomheder har taget til sig.
– Derfor er det helt naturligt at udvide samarbejdet og indsatsen. Kampen om fremtidens arbejdskraft er vital, men det handler i sidste ende også om fastholdelse og bosætning på Mors.
Morsø Erhvervsråd henvender sig i disse uger direkte til virksomheder om besøg i det kommende skoleår. Virksomheder, som måtte være interesserede i at få besøg, er velkommen til at rette henvendelse til Morsø Erhvervsråd.
Foto: Claus B.S. Hansen og Per Søndergaard sammen med 7.C fra Dueholmskolen.