Keld Kortegaard : En fantastisk uge !

Af Keld Kortegaard, kandidat for De Konservative til KV 2025 på Mors.

Når jeg, som KunMors beskriver i deres referat fra kommunalbestyrelsesmødet i tirsdags, sidder og smiler lidt skyldes det, at det har været en fantastisk politisk uge, både for ABC -holdet, men måske mest for Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil nok sige, at jeg blev en smule overrasket over, at Borgmesteren igen accepterer at der debatteres uden for dagsorden, igen iscenesat af Meiner Nørgaard og Jesper Balle Kristensen.

Som KunMors refererer, har jeg som tilhører, ikke mulighed for at forsvare angrebet. Derfor dette læserbrev.

Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at omtalte læserbrev, blev offentliggjort mellem økonomiudvalgsmødet og kommunalbestyrelsesmødet. Det gav en debat om budgettet, og ikke mindst om buget-proceduren, som ABC -holdet ønsker ændret, og så gav det som sidegevinst et billede af hvor Danmarksdemokraterne står.

Det er uomtvisteligt, at det tal der er mellem indtægter og udgifter i et regnskab, er et overskud eller et underskud, afhængig af om tallet er positiv eller negativ. For Morsø Kommunes vedkommende er det tal så, ifølge rapporten, negativ. Så Meiner Nørgaard og Jesper Balle Kristensen, jeg har ikke misforstået noget, som i udtalte på kommunalbestyrelsesmødet. Driften af Morsø Kommune viser et underskud på 47 mio. i 2028 ifølge rapporten. At Morsø Kommune, så får et tilskud af staten, som vanskelig stillet kommune, ændre ikke på det faktum, at Kommunen drives med et underskud.

Meiner Nørgaard udtrykte på Danmarksdemokraternes vegne, at det går rigtig godt på Mors. Dette er meget lang fra hvad vi på ABC -holdet arbejder for, vi er ikke tilfredse med et gennemsnitligt serviceniveau, som er beskrevet i rapporten. Hvis man vil tiltrække nye borgere til Mors skal vi tilbyde noget særligt, det er blandt andet et serviceniveau over gennemsnittet.

Jeg er ret sikker på, at dem der blev ramt af sparerunden sidst, f.eks. dem der mistede deres busforbindelse, de ældre der må leve med en forringelse af ældreplejen, eller dem der daglig mødes på Paraplyen, syntes det går knap så godt på Mors, som Meiner Nørgaard giver udtryk for.

Sluttelig Meiner og Jesper, jeg taler ikke, som i siger, det at leve på Mors ned. Jeg taler den politiske ledelsen af Morsø Kommune ned, når der ikke kommer et eneste forslag til, at rette op på kommunens kommende negative økonomi.

Vi har allerede i Det Konservative Folkeparti kommet med forslag til tiltag som vil styrke kommunens økonomi. Vi har også lagt op til samarbejde allerede i indeværende år, det må være på tide i kommer på banen.

Forfatter
Top