Runden med de populære SøndagsSommersjov nærmer sit afslutningen efter en forrygende sommer med godt vejr og masser af glade gæster. På søndag gæster KIM & HALLO Ashøje Plantage i Hurup, og der forventes et kæmpe rykind til koncerten med det populære orkester.
KIM & HALLO er et af landets ældste dansktoporkestre, og har siden starten i 1990 udmærket sig ved at give publikum en forrygende oplevelse. Det har blandt andet bragt dem til de øvrige skandinaviske lande og ikke mindst TV-optrædener i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Stilen er professionelt spillet popmusik. Selv betegner de sig som et omrejsende musikalsk supermarked, hvor hylderne bugner af alt fra “evergreens” til “hit- listemusik”, men fremført med respekt, nerve og show. KIM & HALLO ligger altid stor vægt på publikums-kontakt og elsker at spille på “rigtige” instrumenter, selvom de for længst har taget højteknologien i brug.
KIM & HALLO spiller i Ashøje Plantage ved Hurup, søndag den 28. august 2022 kl. 15.00-17.00. Baren åbner kl. 14.00, hvor der også kan købes lækker kaffe og kage fra Hotel Hurup. Det er Ashøje Plantages Venner, der sammen med VI ELSKER THY, står for arrangementet. Der er gratis adgang.
Næste lørdag slutter MD DUO sommeren af i Christiansgave i Thisted.