Dramaet når nye højder, når Teatret Møllen og >>TEATRET<< indtager scenen i Morsø Teater den 22. marts kl. 19.30.
Her kommer King Lear og hans døtre nemlig til byen.
King Lear er en tragedie om magt og begær, om sandhed og løgn og om kærlighedens væsen. Forestillingen begynder, da den gamle konge skal fordele sit rige mellem sine tre døtre – for hvordan gør han det, og hvem skal have hvad? Han beslutter, at den datter, der elsker ham højest, får det hele, og fluks erklærer de alle tre, at de elsker ham mere end noget andet. Men kun én taler sandt…
Med humor, leg, alvor og musik fortolker Ole Sørensen i rollen som kongen den kendte klassiker og myten om King Lear. Sammen med kollegaerne Thomas Clausen Rønne og musiker Jullie Hjetland tager han publikum med på en rejse, der er fyldt med forræderi, sydende ondskab og kærlighed.