Klitmøller Idrætsforening har netop præsenteret deres nye trænerteam for 2025. Den ambitiøse fodboldklub lægger ikke skjul på, at målet er masser af scorede mål og oprykninger.
Rasmus Salomonsen (også kaldet Ralle) og Niels Dragsbæk bliver teamet i klubbens voksende dameafdeling, hvor Ralle bliver cheftræner med Niels som sin assistent. Ralle er vores Talisman og laver et enormt arbejde for hele spillertruppen.
Sebastian Østergaard Andersen fortsætter som cheftræner for vores serie 3, med Randy Oddershede som holdleder. “Sebastian har været et fantastisk bekendtskab og vi er meget stolte over, at vi kan trække en morsingbo til Klitmøller”, lyder det fra KIF.
Jesper Stævnsbo bliver træner på serie 5. Han var så uheldig at komme slemt til skade med sit knæ i efteråret for serie 3 mod Skive. “Jesper er fuld af engagement og kampiver og skal nok føre serie 5 stærkt igennem sæsonen”, skriver KIF.
Martin Haahr og Eigil Kjær fortsætter som Headcoach 1 & 2 på vores serie 2, med Arne Poulsen som holdleder. Da Martin startede i 2022, kunne man lige samle et enkelt “telefon”hold”. Nu har man tre seniorhold, et voksende Old Boys hold, en dameafdeling og en spirende ungdomsafdeling.
“Det er intet mindre end fremragende arbejde. At vi har været så heldige at supplere med Eigil Kjær, gør at vi som klub går og niver os i armen. Det er vi godt nok stolte af. Vi glæder os allerede til klokken slår 2025, og vi skal i gang med forberedelserne til den nye sæson”, skriver KIF på Facebook.
Foto : Klitmøller IF