Kørte ræs på golfbanen og blev anholdt for spritkørsel

En 19-årig mand fra Mors gjorde torsdag aften opmærksom på sig selv, da han i en bil kørte ræs på golfbanen ved Morsø Golfklub på Teglgårdsvej uden for Nykøbing.

Politiet fik anmeldelsen om den ødelæggende kørsel kl. 22.23, men da en patrulje kom frem var manden kørt fra stedet. Vidner forklarede til politiet, at han kørte i en bil, som manglede lys i den ene forlygte.

Godt to timer senere, kl. 00.30, standser politiet en bil med kun én tændt forlygte på Udvejen i Øster Jølby. I bilen sidder den 19-årig mand, som nu er blevet sigtet for hærværk på golfbanen. Derudover havde han en promille over det tilladte, og han er derfor også blevet sigtet for spirituskørsel.

Hvad skaderne på golfbanen løber op i i kroner og ører er endnu ikke opgjort.

Forfatter

Related posts

Top