Kollerup klar med hjælp til “klemte” sommerhusudlejere

Den danske turistindustri har været hårdt ramt af coronakrisen, men nu er der hjælp på vej fra regeringen til sommerhusudlejerne.

– Vi kan se i regeringen, at hele sommerhusøkonomien jo har været klemt under, at man i påsken og pinsen har været udfordret af, at der ikke kunne komme gæster til vores land. Vi ved jo, at sommerhusøkonomien fylder rigtig meget i yderområderne i Danmark, og derfor er vi som regering klar til at hæve det bundfradrag, man kan få for at leje sit sommerhus ud, fortæller erhvervsminister Simon Kollerup til TV Midtvest.

Simon Kollerup ved før starten på forhandlingerne med de øvrige partier ikke hvilket niveau, fradraget skal hæves til, men Venstre har tidligere foreslået, at bundfradraget skal fordobles.

Partiets turismeordfører Torsten Schack Pedersen (V) er positiv overfor ministerens udmelding:

Torsten Schack Pedersen. Foto: Katja Holm

– Det er selvfølgelig tilfredsstillende, når regeringen foreslår de ting, som vi andre har foreslået først. Vi har længe sagt, at der var brug for at hjælpe de sommerhusejere, som for nogens vedkommende allerede har tabt mange penge i år. Hidtil har regeringen været afvisende, så vi er glade for, at de nu ser fordelen, siger han til TV Midtvest.

Fakta om bundfradrag på sommerhusudlejning:
– De første 11.500 kroner pr. fritidsbolig i 2020 (11.200 kroner i 2019) er skattefrie, hvis du lejer ud privat.
– De første 41.800 kroner pr. fritidsbolig i 2020 (40.900 kroner i 2019) er skattefrie, hvis du lejer ud gennem bureau.
– Du skal betale skat af 60 procent af din indtægt udover det.

Kilde: Skat.dk

Forfatter

Related posts

Top