Kollerup: – Regeringen og DF svigter Thy og Mors

– Der er jo ikke så meget som én eneste krone til asfalt på Mors eller til at koble Hanstholm havn bedre sammen med resten af landet. Så langt øjet rækker har de blå partier valgt at nedprioritere vores område.

Sådan opsummerer det lokale folketingsmedlem Simon Kollerup fra Socialdemokratiet sin kritik af regeringens og Dansk Folkepartis infrastrukturplan, der onsdag blev præsenteret i København. Planen, der varer frem til 2030, beløber sig op til 112 milliarder kroner, men ingen af de mange kroner lander altså lokalt:

Simon Kollerup mener, at planen er et politisk svigt for Thy og Mors, og ikke mindst det lokale erhvervsliv.

– Regeringen og Dansk Folkepartis prioritering er en vejsidebombe mod det lokale erhvervsliv, som dygtigt og sagligt har kæmpet side og side med vore borgmestre for at få en udvidelse af A26 mellem Hanstholm og Skive og hen over Mors.

I første omgang udbygges den 15 km. lange strækning mellem Haderup og Skive:

– Ambitionen er fortsat en fuld udbygning af rute 26/34 fra Herning til Hanstholm. Med aftalen tages et skridt på vejen, siger Venstre’s erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Morsø Kommune’s borgmester, Hans Ejner Bertelsen, føler sig da ikke svigtet i forhold til en evt. fremtidig udbygning af ruten mellem Hanstholm og Herning. Til Nordjyske gav han i går følgende kommentar til de nye planer:

– Vi havde det første møde 15. april sidste år, hvor vi satte nyt liv i debatten om Rute 26/34. Så jeg synes, det er dejligt, at vi har fået over 600 mio. kr. afsat til Rute 34. Vi har sagt helt fra start, at uanset hvor på ruten, der bliver investeret, vil det være en sejr for os. Derudover er der afsat en pulje på 5,6 mia. kr. til opgradering af statsveje, og der skal vi gennem enigheden mellem de fire kommuner ind at lægge pres på, så Rute 26 kommer med i den pulje.

Forfatter

Related posts

Top