Kollerup vil stoppe erhvervsudlejning af store sommerhuse

Der kan være gode penge i at købe og udleje store sommerhuse i Danmark. Men det er ikke meningen, at de danske sommerhuse skal være pengemaskiner. Derfor vil erhvervsminister Simon Kollerup (S) have bremset den forretning.

Det sagde han på et yderst velbesøgt samråd torsdag.

– Der er store sommerhuse, som udlejes meget intensivt. En række borgere og organisationer mener, at de store sommerhuse skaber gener med støj, trafik og affald i forhold til naboer. Det er et problem, lyder det fra den lokalvalgte minister.

Samrådet kommer, efter at Erhvervsstyrelsen har fået kritik for en ny vejledning om udlejning af sommerhuse. Erhvervsstyrelsen lægger op til at indføre en vejledende grænse på 35 uger for udlejning af sommerhuse.

Men det vil både gå ud over sommerhusejere, landdistrikter og personer i byerne, der gerne vil bytte coronasituationen i byerne med en uge i sommerhus, lyder kritikken, der har fået opbakning fra Venstre og De Konservative.

Vendt på en tallerken
Under et døgn før torsdagens samråd rykkede Simon Kollerup ud med meldingen om, at han nu også støtter en vejledende grænse på 41 uger i stedet for de 35 uger, som Erhvervsstyrelsen oprindeligt foreslog.

Det bliver mødt med tilfredshed af Venstre og De Konservative. Ministeren vil dog fortsat sætte ind over for det, han betegner som professionel eller erhvervsmæssig udlejning af især store sommerhuse.

– Jeg har ikke noget imod, at der er store sommerhuse. Folk skal have lov at købe de sommerhuse, de vil.

– Men hvis den samme person har udlejning af flere store sommerhuse, så begynder det at ligne en forretning. Nogle gange drejer det sig endda om flere store sommerhuse ved siden af hinanden med temmelig store lejeindtægter. Her mener jeg, at vi må sætte en grænse, siger Simon Kollerup.

Simon Kollerup vil nu nedsætte en arbejdsgruppe, der skal afgøre, hvad et “stort sommerhus” er.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

V: Nej til begrænsninger i sommerhusudlejning

Foto: Ulrik Scheibye

Forfatter

Related posts

Top