Kollerup’s opfordring: Stem personligt – uanset part

Den lokalt opstillede folketingskandidat Simon Kollerup’s opfordring til mere end 14.000 thy- og morsingboer er ikke til at tage fejl af forud for valget til Folketinget i morgen: – Stem personligt på en lokal folketingskandidat i stedet for alene at stemme på et parti til folketingsvalget i morgen.

– Sådan får vores område mere ud af de afgivne stemmer denne gang, siger han med henvisning til det seneste valg i 2015, hvor mere end 14.700 borgere fra Thy og Mors satte deres kryds ud for et politisk parti, men ikke ved en af partiets kandidater.

Simon Kollerup opfordrer derfor alle til at flytte krydset til den kandidat og person på stemmesedlen, som man har størst tiltro til vil repræsentere Thy og Mors i Folketinget.

– Min opfordring til alle er at stemme lokalt og holde stemmerne hjemme i morgen. Det gør vi bedst ved at vælge en lokal kandidat på stemmesedlen frem for at sætte kryds ved at partinavn. På den måde kan vi som lokale kandidater blive sendt i Folketinget med stor styrke og hjemlig opbakning, forklarer Simon Kollerup

Ifølge det lokale folketingsmedlem får man “nærmest kun det halve ud af sin stemme”, hvis man udelukkende stemmer på et parti og ikke på en kandidat. Det betyder nemlig, at stemmen fordeles ud til alle kandidater i storkredsen, fremfor at give den lokale kandidat et rygstød ind på Christiansborg:

– Hvis vi formår at holde stemmerne hjemme og stemme lokalt i morgen, så giver det mere indflydelse til vores lokalområde i Folketinget. Når den lokale opbakning er stor, bliver der lagt mærke til det på Christiansborg. Derfor opfordrer jeg alle til at bruge deres indflydelse og stemmeret til at stemme lokalt og personligt i morgen, når stemmen skal afgives.

Forfatter

Related posts

Top