Kommunalpolitikere får deres egen sexisme-hotline

I kølvandet på den seneste tids sager om sexisme i dansk politik får landets kommunalpolitikere nu deres helt egen hotline.

Det har bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL) besluttet. Meningen er, at kommunalpolitikere, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter, kan henvende sig for råd og vejledning.

Der har siden 2008 været en aftale om, at alle kommuner skal udforme retningslinjer for, hvordan man identificerer, forebygger og håndterer vold, mobning, chikane og seksuel chikane. Derudover er der udarbejdet en række materialer sammen med bl.a. de faglige organisationer og Arbejdstilsynet.

Beslutningen er taget i kølvandet på en undersøgelse, som KL har foretaget blandt kommunalpolitikere for at afdække omfanget af seksuelt krænkende adfærd. Resultaterne viste, at hele 18 pct. af de kvindelige kommunalpolitikere, der har svaret på undersøgelsen, har været udsat for seksuelt krænkende adfærd.

Forfatter

Related posts

Top