Antallet af underretninger til landets kommuner om børn og unges mistrivsel faldt en anelse i 2020.
Der var samlet 136.000 underretninger. Det er 2000 færre end året før, viser tal fra Danmarks Statistik.
Statistikken er lavet siden 2015. Det er første gang, antallet af underretninger falder.
En underretning er en henvendelse til en kommune om et barn. De kan komme fra eksempelvis et familiemedlem, en nabo, skolen eller politiet. Antallet af underretninger faldt særligt i april 2020, hvor blandt andet skoler, vuggestuer og børnehaver var lukket helt eller delvist ned.
Skoler og institutioner har lavet færre underretninger i 2020, mens der til gengæld har være flere fra politi, sundhedsvæsenet og døgninstitutioner samt anonyme anmeldelser.
Direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, vurderer, at faldet i antallet af underretninger skal ses i lyset af nedlukningen sidste år. Han vurderer ikke, at et lavere antal underretninger kan tolkes i den retning, at der er færre børn, som har det dårligt.
Han vurderer i stedet, at mange børns dårlige trivsel er gået under radaren.
Han henviser samtidig til, at den største andel af opkald til Børnetelefonen sidste år handlede om konflikter i hjemmet, hvilket adskiller sig fra tidligere år.
/ritzau/
Foto: Caleb Woods/Unsplash