Kommuner skal betale for øget støtte til anbringelser

Selv om statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort udsatte børn til en topprioritet, er der ikke afsat nye penge fra statskassen til regeringens forslag om at øge støtten til kommuner, når de fjerner børn fra hjem.

Det viser et svar fra Social- og Indenrigsministeriet til Jyllands-Posten.

Regeringen vil give et højere tilskud til kommunerne ved tunge børnesager og anbringelser af flere søskende.

Men regningen skal, ifølge Jyllands-Posten, betales af kommunerne selv ved “et tilsvarende mindre bloktilskud”. Det er et beløb, som staten hvert år betaler kommunerne.

Men det er ikke i orden, at kommunerne selv ender med regningen. Det mener to af regeringens støttepartier, Enhedslisten og De Radikale.

– Det nytter ikke at finde pengene hos andre kommuner. Der er ikke et stort overskud, siger socialordfører Pernille Skipper (EL).

– Jeg synes ikke, at det er en rimelig måde at gøre det på, siger Rasmus Helveg, socialordfører for De Radikale.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger dog i et skriftlig svar til Jyllands-Posten, at regeringen vil “holde hånden under de kommuner, der har flest udsatte familier og de tungeste børnesager”.

Hun bekræfter, at forslaget finansieres af det kommunale bloktilskud, der aftales fra år til år.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

Her er antallet af underretninger om børns trivsel eksploderet

Foto: Thorkild Jensen

Forfatter

Related posts

Top