Hvert år bliver sækkene med julepost lettere og lettere. Det har man også mærket hos Julemærkehjemmene, hvor salget af Julemærker som regel bliver lidt lavere end året før.
Men med tre uger til juleaften håber Julemærkehjemmene, at danskerne stadig vil bakke op om dette års Julemærke. For siden det udkom, er det strømmet ind med positive reaktioner.
Årets Julemærke er en hyldest til det nye Kongepar og har derfor H.M. Kong Frederik 10. og Dronning Mary stående i midten. De er omgivet af en vifte af historiske og nationale symboler, som forbinder os alle.
”Vi har valgt dette motiv, fordi vi følger en tradition helt tilbage fra 1907, hvor vi afbilleder et nyt konge- eller regentpar på årets Julemærke. Vi er meget glade for, at danskerne stadig i dag bakker op om den tradition”, fortæller Søren Ravn Jensen, direktør i Julemærkefonden.
Glæden ved motivet udtrykte Dronningen også i sin tale ved offentliggørelse af Julemærket. Her fremhævede hun, hvor stolt hun var af at være på årets mærke.
Kan samle familien om vores historie
Det royale islæt er den primære årsag til de positive tilbagemeldinger, men mange købere har også hæftet sig ved alle de historiske motiver.
”Vi hører fra flere, at de synes, de mange historiske detaljer er spændende. De har brugt dem til at tale med deres børn om vikingeskibe, solvognen, Grundloven, Kong Christian 10. og Andreas Mogensen. Det er et motiv, som kan samle hele familien i fællesskab, for alle kan genkende noget på arket”, fortæller Søren Ravn Jensen.
Overskuddet fra salget går som altid til børn på Julemærkehjemmene. Her får hvert år op mod 1.000 børn, der kæmper med mobning, mistrivsel og ensomhed, et ophold. Under et ophold bliver de del af et fællesskab, som giver dem nye venner og styrker deres tro på dem selv.
Opholdet er gratis for børnene og deres familier.
Julemærket 2024
- Overskuddet fra salget går til at hjælpe børn på Julemærkehjemmene
- Børn på Julemærkehjem kæmper med mistrivsel, mobning, ensomhed og lavt selvværd
- Salget af Julemærker dækker i dag ca. 5 % af udgifterne til at drive Julemærkehjemmene
- Kan købes i landets supermarkeder, i Kop & Kande-butikker og på julemaerket.dk.
Så du detaljen?
Årets Julemærke rummer en række historiske detaljer, som forbinder os som nation.
Her er en guide:
Jellingestenen er beretningen om starten på kongeriget Danmark, og som H.M. Kongen har rødder tilbage til. Stenen er rejst af Harald Blåtand som minde om forældrene, Gorm den Gamle og Thyra.
Vikingeskibet fordi de danske og nordiske vikinger rejste ud og opdagede verden. I dag er Danmark fortsat en søfartsnation, og skibene forbinder os med resten af verden.
Solvognen er et enestående bronzealderfund, der viser, hvordan mennesket altid har været optaget af rummet og himmellegemernes bevægelser.
Luren stammer fra bronzealderen og er et gammelt dansk signalhorn.
Svanen er Danmarks nationalfugl. Den er et symbol på det dyreliv, vi skal værne om for de kommende generationer.
Rigsfællesskabet er afbilledet med henholdsvis det grønlandske nationaldyr, isbjørnen og den færøske nationalfugl, strandskaden.
Roskilde Domkirke er kongelig gravkirke og den kirke i Skandinavien, hvor flest konger og dronninger ligger begravet. Som noget helt unikt holdes traditionen stadig i hævd.
Frihedsstøtten markerer Kongens ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Den blev rejst i København af landets borgere i taknemmelighed for kongen, som befriede bønderne for undertrykkelse.
Dybbøl Mølle er et dansk nationalsymbol, som markerer krigen i 1864 og Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.
Grundloven fra 1849 er Kongeriget Danmarks forfatning. Den er én af de ældste forfatninger. Med den blev enevælden afskaffet og folkestyret indført.
Under besættelsen af Danmark i 1940-1945 blev Kong Christian 10. et nationalt symbol ved sin daglige ridetur blandt borgerne i Københavns gader.
Garderen symboliserer Kongens tætte bånd til militæret, hvor han har gennemført flere uddannelser. Den Kongelige Livgarde er også kongefamiliens ceremonielle vagtkorps.
De tre slotte, Koldinghus, Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet udgør Kongernes Samling. Det er museer, som fortæller den danske historie set ud fra kongernes liv.
Vindmøllerne er et symbol på grøn energi, der skal hjælpe os med at løse fremtidens klimaproblemer, og et eksempel på en dansk eksportsucces.
Margueritten blev udnævnt som Danmarks nationalblomst i 1987. I dag er den bl.a. brugt som symbol på Margueritruten – over 4.000 km smuk landevej rundt i hele Danmark.
Juleetræet samler os i juletiden. Vi er forbudne, når vi samles i familien, holder i hånd, danser om juletræet og synger julens sange.
Julehjertet er del af den traditionelle danske julepynt. Det ældste bevarede julehjerte af glanspapir stammer fra 1850’erne og er klippet af H.C. Andersen.
Kongeskibet forbinder Kongeparret med Grønland og Færøerne. Det skaber også fællesskab, når det ligger til kaj om sommeren i danske havne.
Storebæltsbroen åbnede i 1998 og er med til at forbinde Danmark ved at gøre rejsetiden på tværs af landet hurtigere og nemmere.
I dag arrangerer kongefamilien Royal Run, et motionsløb i forskellige danske byer. hvor de deltager på lige fod med alle andre.
Astronauten er Andreas Mogensen, som er den første dansker i rummet. Han første tur var i 2015, den næste i 2023 hvor han var på mission i seks måneder.
Foto : Julemærkehjemmene