– Vi drifter skoler for børnenes skyld med fokus på det, børnene og lokalsamfundene er bedst tjent med. Børn har godt af faste rammer og en tryg skolegang med plads til at dyrke deres personlige udvikling. Derfor skal vi investere i folkeskolerne og fremtiden i HELE THY. Thy er inde i en positiv udvikling, hvor unge familier tilvælger Thy blandet andet på grund af en decentral skolestruktur. Den positive udvikling skal vi understøtte og det skal ske ved at tilføre skoleområdet flere midler og sikre den nuværende skolestruktur, siger Karsten Molander, der er formand for Konservative i Thy.
Ro i otte år med plads til tilpasninger
Konservative i Thy peger på, at der bør skabes ro om folkeskolerne de kommende 5-8 år.
– På den måde får skolerne ro til at fortsætte de positive takter, der har været de senere år med bosætning og til at sætte endnu mere lokal udvikling i gang, der kan tiltrække endnu flere unge familier til vores område, påpeger Karsten Molander.
Konservative i Thy lægger op til en åben, balanceret og løbende dialog med de enkelte byer i hele kommunen, hvis der skal ændres på skolestrukturen i fremtiden.
– Skal det ske, skal vi tage en debat om skolestrukturen i HELE THY således, at der kan laves nye løsninger til gavn for HELE THY, siger Karsten Molander.
Han er ked af den usikkerhed diskussionerne om den kommende skolestruktur, giver børnefamilierne i Thy. Han har derfor en klar opfordring:
– Lad børnene blive i de mindre lokale skoler. Det hjælper ikke sagen om at bevare de mindre skoler, at forældrene flytter sine børn til andre skoler så længe, sagen ikke er afgjort, siger Karsten Molander.
Finansiering delvist på plads
Konservative i Thy kommer samtidigt med et forslag til, hvordan dele af den fremlagte besparelse, kan finansieres.
– Det skal blandt andet ske ved at sætte det antal timer op, lærerne skal være på skolerne. I Morsø Kommune er en folkeskolelærer cirka 800 timer om året på sin skole i løbet af skoleåret. I Thisted ligger et tal på 750. Vi ønsker at hæve tallet til 770 timer, hvilket vil give en besparelse på 4.8 mio. kroner om året også i årene fremover. Det er næsten hele den ønskede besparelse i år og omkring halvdelen af den besparelse, man ser frem til de kommende år. Det har den konsekvens, at lærerne skal arbejde to timer mere om måneden året rundt. Resten af pengene bør kunne findes indenfor et kommunalt budget på op imod 3 mia. kroner. Derfor mener vi også, at der bør kigges på de samlede omkostninger på administrationen i Thisted Kommune, siger Karsten Molander.
Han peger også på, at driften af den kommunale bygningsmasse på skoleområdet, er et problem idet driften er dyr.
– Her vil vi appellere til, at man lokalt kigger på, hvordan man kan udnytte ledig kommunal bygningsmasse og måske kigge ind i at samle en lang række aktiviteter et sted. I Vestervig vil byen gerne overtage 40% af skolens bygningsmasse og dermed fritage kommunen for omkostninger til vedligehold og drift af den del af bygningen. Her burde man for længst have fundet en løsning på den fremstrakte hånd, påpeger Karsten Molander.
Sammenhængskraften udfordres
Gennemføres de påtænkte lukninger på skoleområdet, vil det true sammenhængskraften i HELE THY.
– De lokale haller vil over år blive presset. Det bliver sværere at fastholde det nære foreningsliv. Børn fra f.eks. Vestervig, Koldby eller Bedsted der skal spille fodbold med klassekammeraterne i Hurup, vil naturligvis over tid søge imod Hurup. Det samme vil gælde i Hannæs og dermed vil Thisted og Hurup blive de store vindere, når det kommer til fritidsaktiviteter i HELE THY. Det vil også gøre det svært at rekruttere de unge som fremtidens ledere til det lokale foreningsliv. Det kan vi ikke stiltiende sidde og kigge på ske, siger Karsten Molander.
Også det lokale handels- og erhvervsliv råber vagt i gevær.
– Rigtigt mange unge har et fritidsjob på lokale virksomheder eller i det lokale handelsliv efter skole. Men skal børnene bruge meget tid på bustransport til og fra skole, vil det besværliggøre de unges tilknytning til det lokale handels- og erhvervsliv og dermed vil deres lokalmiljø. Store produktionsvirksomheder i Thy har behov for, at de unge har blik for de lokale muligheder for lærepladser, der ligger i deres lokalområde. Vi noterer os, at erhvervsledere og handelslivet råber vagt i gevær, både i forhold til fremtidigt at kunne tiltrække arbejdskraft lokalt og bibeholde den detailhandel, vi har lokalt i dag, siger Karsten Molander.
Skal holde det vælgerne er lovet
Det konservative bagland peger samtidigt på, at det man stillede vælgerne i udsigt i forbindelse med KV21, skal der i videst muligt omfang leveres på.
– Vi gik blandt andet til valg på, at vi ville sikre en udvikling af HELE THY herunder en decentral skolestruktur samt at sikre den bedst mulige dannelse og uddannelse af vores børn og unge i HELE Thy på en fagligt og økonomisk forsvarlig måde. Vi taler uddannelsesudvikling i samarbejde med erhvervslivet, så vi får de uddannelser, der er brug for. Vi skal se positivt på Landsbyordningen – kan vi skabe nogle synergier ved at kikke på skoler, SFO’er, børnehaver m.m. i de mindre samfund osv. Det forpligter, siger Karsten Molander.
Han peger på, at det er bydende nødvendigt, at politikerne sikrer en større sammenhængskraft mellem land og by.
– Gør vi ikke det risikerer vi, at Thy brækker over og at der opstår nogle meget store sår i forholdet mellem land og by. Det vil tage år at hele. Det er lidt som investeringerne i Cold Hawaii. Var kommunen ikke gået ind i tide og have investeret offensivt i udviklingen af Cold Hawaii, sammen med de lokale ildsjæle, der havde ideerne, havde vi slet ikke været der, vi er i dag. Det er det samme på skoleområdet. Vi er nødt til at investere i fremtiden for HELE THY, siger Karsten Molander.
Han bakkes op af en enig bestyrelse i KU THY.
– Vi bliver nødt til at vende det her rundt, så flere vil flytte til vores område. Vi er nødt til at tænke ud af boksen fremfor at trække på de gamle travere som f.eks. lukninger som det eneste redskab til at få enderne til at nå sammen. Vi er nødt til at investere i vores skolebørn og dermed fremtiden og sikre en decentral skolestruktur, der kan være med til at sikre udvikling i HELE THY. Derfor skal vi investere i udvikling fremfor altid at forfalde til at afvikle, fordi det mange gange er det letteste, siger KU-formand Markus Munk Jensen.