Kraftvarmeværk Thisted blev torsdag aften tildelt årets Fjernvarmepris. Det skriver Dansk Fjernvarme på sin hjemmeside.
Hæderen skyldes et samarbejde med Ammongas A/S og SEG A/S, hvor parterne er gået sammen i et pilotprojekt, der fanger CO2 fra røgen fra affaldsforbrændingen.
Projektet, der har et kæmpe potentiale, blev indledt i foråret og kostede blot 200.000 kroner.
I første omgang er processen blevet testet på 1 procent af røgen. Og det er lykkedes at rense røgen for næsten 100 procent CO2.
Hos Danmarks Tekniske Universitet har man så store forventninger til teknologien, at den kan være med til at redde klimaet. Intet mindre.
Der mangler dog nogle politiske rammer, hvis teknologien skal udbredes, og det skal blive muligt i større projekter.
Hvert år udleder Kraftvarmeværk Thisted 55.000 ton CO2.