I forbindelse med Demokratiets Genklang, en demokratifestival d. 5-6. september på Musikkens Hus i Aalborg, er kunstneren Kristian Hornsleth gået sammen med det Klitmøller-baserede tøjbrand ELSK, som i samarbejde har fremstillet en limited edition T-shirt.
Med T-shirten ønsker parterne at minde os om vores alles ansvar for demokratiet og klimaet.
– De forandringer, vi ønsker at skabe i vores samfund, handler om at skabe et større fokus på miljøet og på at skabe en bedre fremtid for både os og de kommende generationer. Derfor engagerer vi os i tiltag, som vedrører bæredygtighed, og vi tror på, at befolkningen skal skabe et pres på politikkerne for at få dem til at skabe en samfundsmodel, som harmonerer med planeten, udtaler Lars Riis, direktør for ELSK.
Brandet appellerer til ro, eftertænksomhed og slow living, mens Hornsleth appellerer til det modsatte med sine mange pangfarver og provokerende påskrifter. Han er med, fordi han er kendt for sin ekstravagante, excentriske facon. Han laver kunst, som de fleste kender og har en holdning til.
– Alle politiske fraktioner råber og skriger op. De tror, at deres måder, som samfundet skal udfolde sig på, er de bedste. Men lige meget, hvor uenige vi er, er jeg tilhænger af at holde liv i debatten og ideen om et funktionelt demokrati som et helligt sted, hvor vi kæmper for synspunkter. Også dem, som vi er uenige med, lyder det fra Kristian Hornsleth.
T-shirten bliver sat til salg online fra i morgen fredag d. 27. august på ELSK’s hjemmeside.
Pressefoto