Kritik af Thisted Kommune: – Det er noget svineri!

I Nors ligger der et hus, som har været en del i medierne den seneste tid. Årsagen til det er, at der siden 7. maj har været et stort hul i gavlen, som ingen tilsyneladende ønsker at hjælpe Charlotte Sunesen, der bor til leje i huset, med at udbedre.

Hullet opstod da nabohuset skulle væltes. I den forbindelse væltede muren ind i det hus, om Charlotte Sunesen bor i. Entreprenøren har for længst påtaget sig ansvaret og har også taget kontakt til sit forsikringsselskab. Alligevel er hullet her flere måneder endnu ikke blevet lukket:

– Problemet er jo, at min udlejer ikke sørger for at få bestilt de her håndværkere, siger Charlotte Sunesen.

Som følge af den megen medieomtale har Thisted Kommune nu tilbudt Charlotte Sunesen en genhusning – hvis altså blot hun selv sørger for at betale indskuddet. Og det mener hun ikke kan være rigtigt:

– Jeg vil ikke have omkostninger ved det her. For det er ikke min skyld. Den eneste grund til, at Thisted Kommune går ind i det nu formoder jeg, er fordi der er kommet en mediedækning af det.

– Jeg synes ikke det er okay, at man skal kæmpe så hårdt førend der er nogen, der vil gøre noget. Og jeg synes slet ikke det er okay, at det skal tage næsten tre måneder.

Charlotte Sunesen vælger derfor at tage kampen op og bliver boende i huset, indtil hun skal slippe omkostningsfrit derfra. Hun vil ligeledes kræve den huseleje hun har betalt tilbage for den periode der har været hul ind til hendes hus.

Forfatter

Related posts

Top