Kulturmødet Mors er klar med de første navne

Kulturmødet Mors garanterer spændende koncertoplevelser, når festivalen skydes i gang til august. Nu løftes sløret for de første navne inden for klassisk musik, jazz og folkemusik.

Den klassiske musik bliver stærkt repræsenteret, når bl.a. TV2-forsanger Steffen Brandt går på scenen med det klassiske strygerensemble Who Killed Bambi, Andrea Pellegrini går sammen med D-A-D guitaristen Jacob Binzer og genfortolker sange fra barokken frem til i dag, og det klassiske musiktalent Ramez Mhaanna sætter sig ved klaveret i Nykøbing Mors Kirke.

Men publikum kan også glæde sig til jazz og folkemusik.

– Vi vil sætte krop, hjerte og intellekt i bevægelse. Vi har en årelang tradition for at præsentere det ypperste indenfor den klassiske musik. Det gør vi igen i år, og udvider med spændende navne fra den danske jazz- og folkemusikscene. Programmet er sammensat med blik for, at der skal være oplevelser i vente for et garvet klassisk publikum, men også koncerter, der appellerer bredt. Vi favner de veletablerede artister og de yngre talenter, der er godt på vej, siger direktør for Kulturmødet, Trine Bang.

Årets program realiseres med støtte fra Augustinus Fonden.

Morgendagens stjerner kommer til Mors
Næste generation fylder også meget på Kulturmødet.

Det er derfor ingen undtagelse, at der igen i år er fokus på yngre kunstnere på den klassiske scene. Publikum kan fx glæde sig til solo klaverkoncert med den unge talentfulde pianist Ramez Mhaanna, der blandt andet modtog Léonie Sonnings Talentpris 2019, og er udpeget som én af Augustinus Fondens nye instrumentlånere.

Ramez Mhaanna. Pressefoto

En anden ung kunstner, der er fokus på i programmet, er komponist Lil Lacy, der i 2020 modtog Léonie Sonnings Talentpris.

Følgende er også netop blevet offentliggjort, som en del af programmet: Augustinus Fondens Instrumentkoncert, Ramez Mhaanna, Pellegrini-Binzer Duo, Who Killed Bambi + Steffen Brandt, Ravel/Nørgård/Lacy, Jens E. Christensen, Basco + Jullie Hjetland, Andreas Tophøj & Rune Barslund, Ginne Marker, Kenneth Dahl Knudsen, DR Pigekoret, Nordkraft Big Band.

Programmet for klassisk musik samt jazz- og folkemusik er en del at Kulturmødets samlede program, som består af over 500 arrangementer. Hele programmet offentliggøres den 20. juni 2022.

Foto: Daniel Stjerne

Forfatter

Related posts

Top