Spillestedet Thy blev i går udpeget som genre- og netværksspillested fra 2025-2028 af Statens Kunstfond, og det vækker jubel hos Torben Overgaard (C), der er formand for Sundhed-, Kultur- og Fritidsudvalget i Thisted Kommune.
“Spillestedet Thy er en hjørnesten i Thisted Kommunes kulturliv. Det samler musikmiljøet og skaber en imponerende bredde i både oplevelser og geografisk rækkevidde. Det er et sted, hvor fællesskab, livskvalitet og kulturel udvikling går hånd i hånd – Spillestedet Thy er virkelig en af drivkræfterne for vores lokalsamfund”, siger Torben Overgaard.
For ham er Spillestedet Thy mere end et – spillested.
“Spillestedet Thy gør en kæmpe forskel for både kulturen og folk i kommunen, især med sit fokus på unge, talentudvikling og fællesskab. Det er ikke bare musikoplevelser, men Spillestedet Thy giver også oplevelser, der samler folk og gør Thy til et sted, hvor man har lyst til at bo og leve”, siger udvalgsformanden til LimfjordUpdate.dk.
Spillestedsleder Mads Mølgaard deler sin begejstring på Facebook.
“Denne udpegning sikrer det økonomiske grundlag for vores igangsatte visionsarbejde omkring en øget diversitet både geografisk, genremæssigt samt ikke mindst ift. en mere balanceret kønsbalance både på og bag vores mange scener/venues”, skriver han, og fortsætter:
“Det er uomtvisteligt også en kæmpe gevinst for hele vores nordvestjyske virkeområde og giver muligheder for at ekspandere samt konsolidere allerede velfungerende partnerskaber, netværk og samarbejder, der er opbygget omkring vores decentrale arrangementsstruktur”.
Mads Mølgaard påpeger, at Spillestedet Thy bringer kulturen ud og afholder allerede i dette koncert år over en tredjedel af alle koncerter på lokale og ofte “utraditionelle venues så langt udenfor Thisted bygrænse, at ikke engang den kollektive trafik længere når helt derud”, som han beskriver det.
Se alle Spillestedet Thys koncerter og køb billet her.
Foto : Thisted Kommune