Årets Corner Vest udstilling har været åben en måneds tid i Morsø Kunstforenings smukke lokaler på havnen i Nykøbing. Det har været en succes, og man kan allerede nu konstatere et større salg end sidste år.
Flere købere har henvendt sig til Kunstforeningen med ønske om, at få deres køb hjem til jul. Derfor har bestyrelsen besluttet, at det kan man godt, hvis man møder op på Holmen sidste åbningsdag inden jul.
Denne dag er fredag 20. december, og denne dag er der åbent indtil kl. 17. Kunstforeningen understreger, at man skal huske at betale købte værker inden afhentningen og medbringe købskontrakten, og henviser spørgsmål til kasserer Bente Ravn.
Udstillingen kan fortsat ses den første uge i januar (torsdag 2/1 – søndag 5/1), inden Kunsetforeningen holder en vinterpause på Holmen. I lukkeperioden er der i ugerne omkring vinterferien planlagt nogle tilbud for børn i samarbejde med biblioteket. Der kommer mere information om disse ting efter nytår.
Første udstilling i 2025 åbner lørdag 1. marts kl. 11.00. Her bliver der mulighed for at se en spændende udstilling med keramik og kunsthåndværk, hvor seks afgangselever fra Aarhus Kunstakademi viser deres projekter.
Foto : Morsø Kunstforening