Kunst og kommune skal finde nye veje sammen

De yngste skal sanse i Nationalparken og lave installationer. Indskolingen skal udforske malerkunstens univers. Mellemgruppen skal formidle lokalhistorie på nye måder. Og i overbygningsklasserne skal de dykke ned i kemi og energier i vores relation til hinanden, og arbejde med øget kropsbevidsthed – gennem kunstarter.

Ovenstående er blot en håndfuld af de aktiviteter og tiltag, der nu skal i spil i Thy efter Statens Kunstfond netop har bevilget 720.000 kr. til projektet ”Forbundet”.

Der er tale om et toårigt projekt, som løber fra juli 2023 og 24 måneder frem. Med Limfjordsteatret som samlende organisation skal projektet styres og afvikles af lokale kunstnere. Aktiviteterne for det første år er allerede under planlægning, mens det er meningen, at retningen for det andet projekt-år bliver lavet undervejs så nye aktiviteter og inddragelsespotentialer får plads.

– Ved at give kunstnere ejerskab i såvel koordinering som afvikling, forventer vi at kunne åbne op for nye opgaver og samarbejder kunstnere og kommune imellem. I stedet for at lade kommunen udstikke den strategiske retning, vil kunstnerne skabe et gensidigt videns- og erfaringsgrundlag, som forventeligt kan være med til at nedbryde barrierer og lette samarbejde på tværs af interesser, siger Tue von Påhlman, direktør for Social-, Sundheds- og Kulturforvaltningen i Thisted Kommune.

Kunstnerne skal fungere som eksterne tovholdere, der trækker forbindelser mellem kommunen, kunsten og borgerne. På den måde er det målet at skabe et netværk af interessenter, som i fællesskab opstiller alternative rammer for børn og unges møde med en bred vifte af kunstarter. En opgave som Limfjordsteatret glæder sig til at gå ombord i:

– Vi er superglade og stolte over, at Thisted Kommune er gået ind i dette samarbejde og nu får mulighed for skabe kunst for, med og af børn i samarbejde med Limfjordsteatret. Vi glæder os til at være med til at løfte projektet og se, hvor mange spændende nye samarbejder med kunstnere og kulturinstitutioner i området, vi kan få etableret, siger Steen Nedergaard Haugesen, kunstnerisk ansvarlig på Limfjordsteatret i Thy.

Thisted Kommune sender selv 180.000 kr. efter projektet, som dermed ender med et samlet budget på 900.000 kr. Mens tilskudsmidlerne skal finansiere honorarer til de deltagende kunstnere gennem hele perioden, skal de kommunale kroner bl.a. dække indkøb af materialer og kommunal projektledelse og kommunikation. Og indsatsen er vigtig, lyder det også fra politisk side:

– Vores kerneopgave er at skabe rammerne om et om et godt og sundt liv for borgerne i Thy. Projektet her hviler på en overbevisning om, at kunsten og kulturen har en helt central rolle i tilblivelsen og opretholdelsen af det gode liv. Kunsten åbner op for nye måder at tænke og samarbejde på. Den inspirerer, motiverer og udfordrer os gennem hele livet, så det er vigtigt, at den også findes i børnehøjde, siger Torben Overgaard, formand for Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget i Thisted Kommune.

Projektet i Thy er et af i alt 13 projekter, der i denne omgang får støtte fra Statens Kunstfonds pulje ”Artist in Residence” under Huskunstnerordningen. Der er uddelt i alt godt 7.3 mio. kr.

Forfatter
Top