Opdateret 16.55
Tidligere på dagen faldt der dom i sagen om voldtægt af en narkobedøvet mand.
Retten i Holstebro har fundet en 31-årig kvinde fra Thy skyldig i voldtægt, og hun får ubetinget fængsel på 1 år og 2 måneder, det skriver TV Midtvest.
Ifølge anklageren havde kvinden oralsex og samleje med en mandlig logerende, som var så skæv af stoffer, at han var helt ude af stand til at sige fra. Det skriver Ritzau.
Manden, som blev voldtaget, havde problemer med bl.a. et stofmisbrug, og havde derfor fået lov at overnatte hos parret.
I retten forklarede den nu dømte kvinde, at hun og den logerende tidligere havde haft sex med hinanden nogle gange – dog uden hendes mand vidste noget om det.
Af den grund var hun overbevist om, at gæsten var helt med på det, da hun havde samleje med ham, og det blev filmet af hendes mand.
– Han ville gerne have videoen at hygge sig med selv, forklarede kvinden i retten.
På en video, som blev optaget under akten, kunne retten ifølge dommeren imidlertid se, at manden var ude af stand til at modsætte sig, og at kvinden ikke sikrer sig samtykke til sex.
Kvindens samlever, der havde filmet voldtægten, blev frifundet. Han var ellers tiltalt som medskyldig.
Voldtægten af manden fandt sted en tidlig morgen i september sidste år.
Dommen blev af kvinden anket med det samme.
Parret har været gift i 15 år. De har to børn sammen på 9 og 14 år, som er anbragt uden for hjemmet.
Ud over et liv med sygdom og misbrug har parret også sammen solgt seksuelle ydelser og nogle gange lavet online videoer med escort-, massage- og sexannoncer.