Louise Hvelplund havde været træt gennem en længere periode, og hun gik med tanken om, at alt ikke var, som det burde være.
Hos sin læge fik hun derfor foretaget en række prøver. Da svarene kom, stod det klart, at hendes fornemmelse var rigtig. Louise var uhelbredelig syg med kræft og havde ikke lang tid at leve i.
Det nordjyske Folketingsmedlem Peder Hvelplund (EL) og hans kone Louise, har valgt at stå frem og fortælle deres historie, og det gjorde de i et interview på i Go’ Aften Live på TV2 onsdag aften.
– Lægen græd, Peder (red. min mand) græd, og jeg græd ikke, husker Louise Hvelplund om øjeblikket, hvor hun fik overbragt den skæbnesvangre nyhed. Jeg havde travlt med, at Peder ikke måtte være for ked af det, fortalte Louise. Hun og gemalen har været sammen i 30 år.
Louise var medlem af Hjørring Byråd, mens Peder Hvelplund er en en central politiker på Christiansborg.
Manden sendt på arbejde igen
Godt og vel 11 måneder var Peder Hvelplund væk fra jobbet på Christiansborg, inden den kræftramte kone fik held med at få ham overtalt til at genoptage arbejdet.
– Hun gad ikke have mig til at gå hjemme mere, forklarer en grinende Peder Hvelplund fra sofaen i Go’ Aften Live.
Midt i sorgen har de fundet lykke og håb, og den dag i dag er de taknemmelige for hverdagen.
– Det er jo ikke længden af livet, men mængden af livet, man har levet, som er vigtig, siger Louise Hvelplund.
Parret har som sådan ikke en liste med ting, som de skal nå, inden tiden rinder ud. De er dog enige om, at de gerne vil køre til Stockholm i en spisevogn, og derudover har de i sinde at gribe de muligheder, som livet giver dem.
Foto : Privatfoto