Et flertal af læger siger i en ny rundspørge nej til, at kvaliteten i behandlingen bliver bedre, hvis flere opgaver lægges ud til de alment praktiserende læger. Flertallet er altså ikke begejstrede for Statsminister Lars Løkke Rasmussens udspil til sundhedsreform
Lægerne tvivler på, at patienterne får en bedre behandling, og hospitalerne sparer sengepladser, hvis de praktiserende læger i fremtiden skal stå for flere opgaver i sundhedsvæsenet, herunder behandlingen af patienter med kronisk sygdom.
65 procent svarer i en undersøgelse udført af Kristeligt Dagblad, at de finder det ”lidt” eller ”meget” usandsynligt, at kvaliteten i sundhedsvæsenet højnes, hvis flere opgaver overgår til de praktiserende læger.
24 procent mener, det er ”lidt” eller ”meget” sandsynligt, at kvaliteten højnes, og 11 procent ”ved ikke”.
Dermed kaster lægerne grus i maskineriet på et af de bærende principper i regeringens stort anlagte sundhedsreform, umiddelbart inden Folketingsvalget. Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede reformen i januar og sagde i den forbindelse:
– [Vi] sætter strøm på udviklingen, hvor flere opgaver skal løses lokalt, og flere skal behandles hos egen læge, ligesom kommunerne skal løse flere opgaver. Hvad der ikke er svært, skal være nært.
Ifølge udspillet skal der være 500.000 færre ambulante besøg på hospitalerne og 40.000 færre indlæggelser frem mod 2025.